Løkke har V-vælgeres tillid selv hvis han kikser 2025-plan
Før Venstres landsmøde er der opbakning til formand Lars Løkke, selv hvis 2025-aftale skulle falde til jorden.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har grund til at finde et lille smil frem op til Venstres landsmøde i weekenden.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har grund til at finde et lille smil frem op til Venstres landsmøde i weekenden. Foto: Nikolai Linares/Scanpix


Det kunne ligne et fripas til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forud for Venstres landsmøde i Herning i weekenden.

Voxmeter har for Ritzau spurgt 504 personer, der stemte Venstre ved det seneste folketingsvalg, om formanden kan blive siddende som statsminister, hvis det ikke lykkedes at forhandle en 2025-aftale på plads.

Og af de 504 svarer knap 72 procent, at han kan blive siddende.

16,5 procent svarer nej, mens knap 12 procent svarer ved ikke.

Efter at have landet aftaler om både finanslov, PSO-afgift og et nyt system til vurdering af ejendomme, mødes regeringen så i weekenden med sit bagland til det årligt landsmøde.

Målingen gør, at statsministeren kan gå ind til landsmødet med god medvind i ryggen, mener Børsens politiske kommentator Helle Ib.

- Det må være et kæmpe skulderklap at vide, at selv om han ender med at nedjustere ambitionsniveauet, så synes Venstres vælgere, at det er i orden, siger hun.

Efter to måneders stilstand udskød statsministeren selv for godt tre uger siden forhandlingerne om en 2025-plan, der skal sætte den økonomiske kurs det næste årti.

Det skete med beskeden om, at man engang imellem skal skære elefanter i skiver for at få dem fortæret.

- Det er en totalt uholdbar situation, og det fører kun et sted hen: Det fører ned i en blindgyde, hvor Danmark med sikkerhed ender i et folketingsvalg, som vi ikke har brug for, lød det fra Løkke til DR Nyheder for blot to uger siden.

Problemerne med at få forhandlet en aftale om 2025-planen på plads skyldtes især fastlåste positioner i forhandlingerne.

Liberal Alliance har ultimativt krævet fem procents topskattelettelser. Det har Dansk Folkeparti lige så ultimativt afvist.

Helle Ib tolker målingen sådan, at Venstres vælgere placerer skylden for problemerne hos de to parter frem for hos regeringen.

- Det er udtryk for, at Venstres vælgere kan se, at statsministeren står i en meget speciel situation. Der er to partier, der har formuleret sig så ultimativt, at det er ekstremt svært at se en vej ud, siger hun.

59 procent af vælgerne i målingen svarer da også, at de ikke mener, statsministeren bærer en del af skylden for sammenbruddet. Kun 22 procent svarer, at det gør han.

Venstres landsmøde starter lørdag formiddag med en tale af statsministeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.