Løkke forsvarer nulvækst: Brug pengene klogt
Efter tirsdagens spørgetime i folketingssalen forsvarer Lars Løkke Rasmussen sin plan om at indføre nulvækst.
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, og statsminister Helle Thorning-Schmidt diskuterede blandt andet nulvækst til tirsdagens spørgetime.
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, og statsminister Helle Thorning-Schmidt diskuterede blandt andet nulvækst til tirsdagens spørgetime. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Frem mod det kommende folketingsvalg har Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, gentagne gange gjort det klart, at han går til valg med planen om at indføre et udgiftsstop - nulvækst - i den offentlige sektor i Danmark.

Nulvækst var også på programmet under tirsdagens spørgetime, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) angreb Lars Løkke Rasmussen med spørgsmål om, hvilke konsekvenser nulvækst vil have for landets offentlige ansatte.

Efter spørgetimen blev Lars Løkke Rasmussen også udfordret af pressen:

Spørgsmål: Nulvækst vil vel alt andet lige medføre endnu færre offentligt ansatte?

- Nej, det vil det ikke. Det udgiftsstop, vi går til valg på, betyder, at vi hvert år øger de offentlige udgifter med det, der skal til, for at følge med lønstigninger og prisstigninger. Det betyder, at man har råd til at have præcist så mange ansatte i morgen, som man havde i går, svarer Lars Løkke Rasmussen.

Spørgsmål: Men du kan vel ikke komme udenom, at når Helle Thorning-Schmidt foreslår realvækst, og du foreslår nulvækst, så vil regeringen alt andet lige have flere penge at gøre med i den offentlige sektor, end det du foreslår?

- Ja, man vil andet lige bruge flere penge. Men spørgsmålet er så, om man bruger dem klogt. Det er der, man skal prioritere, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Og jeg synes, det er hyklerisk at køre en skræmmekampagne mod udgiftsstop, når man selv har ført en politik, der har nedbragt antallet af offentligt ansatte.

Spørgsmål: Du beskylder statsministeren for, at der er kommet færre offentligt ansatte under hendes regeringsperiode. Nu går du til valg på, at der skal bruges færre penge på den offentlige sektor. Kan du ikke se, at din argumentation rammer dig selv?

- Jeg forsøger bare at få statsministeren til at forholde sig til faktum. Sidste valgkamp gik statsministeren til valg på et skræmmebillede om, hvilken politik jeg ville føre og på en gavebod om alt det gode, der skulle ske, hvis hun kom til, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.