Lars Løkke Rasmussen (V) forsøger fortsat at danne en borgerlig flertalsregering. Men det er ikke overraskende en vanskelig opgave, erkender han over for TV2.
- Det ser svært ud, siger han til TV2 News.
Venstres formand havde lørdag forhandlinger med samtlige af Folketingets partier for at danne sig et overblik over at danne en flertalsregering, og søndag er der nye forhandlinger. Denne gang med de fire folketingsmedlemmer fra Grønland og Færøerne.
- Talte i går med alle Folketingets partier, der alle havde konstruktivt at byde ind med i forhold til drøftelserne om at danne en ny regering.
- Her til formiddag og over frokost har jeg samtaler med de fire folketingsmedlemmer, der er valgt i Grønland og på Færøerne, skriver Lars Løkke Rasmussen på Facebook.
På Grønland blev Aleqa Hammond (Siumut) og Aaja Chemnitz Larsen (Inuit Ataqatigiit) valgt ind, mens Høgni Hoydal (Republikanerne) og Sjúrður Skaale (Socialdemokraterne) blev valgt ind på Færøerne. Alle fire hører til den røde blok.
/ritzau/