Løkke: Flygtningekrise kræver fælles europæisk løsning
Presset på Europas grænser vokser, og der er ingen nemme løsninger, lyder det fra statsministeren.


Der findes ikke en dansk løsning på flygtningekrisen, kun en europæisk. Sådan lyder budskabet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter at omkring 400 personer har krydset den danske grænse med det formål at søge asyl her eller i vore nabolande.

- Tiden er ikke til at trække hurtige løsninger. Der findes ingen vej, hvor Danmark alene og isoleret kan håndtere dette problem. Det er vigtigt, at vi spiller de danske kort rigtigt, så vi står på den rigtige side af stregen, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det er i sagens natur ikke et problem, Danmark kan løse alene. Vi er nødt til at finde en fælles europæisk løsning på et fælles problem, siger Lars Løkke Rasmussen.

Hvad den løsning skal bestå i, og hvilken rolle Danmark skal spille, kommer Lars Løkke Rasmussen dog ikke ind på. Han oplyser, at han har drøftet sagen med den tyske kansler, Angela Merkel, og at regeringen har kontaktet den svenske regering.

- Europa er i en helt særlig situation. Det er Danmark derfor også. Derfor er der brug for omtanke, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Den gode løsning er ikke en dansk løsning. Det er en europæisk løsning, siger Lars Løkke Rasmussen.

På mandag om en uge mødes EU's indenrigs- og integrationsministre for at drøfte et forslag fra EU-Kommissionen om blandt andet kontrol af EU's ydre grænser og hurtigere asylbehandling.

Selvom statsministeren altså slår fast, at der skal findes fælles europæiske løsninger på den aktuelle krise, så står det lige så fast, at Danmark ikke skal være en del af en eventuel fremtidig, fælles asylpolitik i EU.

Til december skal danskerne ganske vist stemme om at omdanne retsforbeholdet til en såkaldt tilvalgsordning, men her har partierne, der anbefaler et ja, specifikt undtaget asylområdet fra det, danskerne skal stemme om.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.