Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, får et hyr med at skræve bredt og samtidig undgå, at bukserne sprækker, hvis han skal danne regering efter det kommende folketingsvalg.
En ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4, viser, at de fire borgerlige partiers vælgere vil noget vidt forskelligt med Danmark.
Analyse Danmark har spurgt 2.322 repræsentativt udvalgte vælgere, om hvad der er mest afgørende for, hvor de sætter deres kryds. Og Lars Løkkes Venstre-vælgere er lodret uenige med Liberal Alliances og Dansk Folkepartis vælgere i så centrale punkter som skat, de offentlige udgifter og udlændingepolitik.
- Kun 17 procent af DF-vælgerne angiver, at skattepolitik er vigtig, mens det gælder 62 procent af LA-vælgerne. For 44 procent af K-vælgerne og 35 procent af Venstre-vælgerne er skattepolitik afgørende.
- Udlændingepolitik topper på DF-vælgernes politiske dagsorden. 68 procent af Kristian Thulesen-Dahls vælgere lægger vægt på udlændingepolitikken, mens det kun gælder 19 procent af de konservative, 32 procent af LA og 35 procent af V-vælgerne.
- Størrelsen af de samlede offentlige udgifter optager godt hver tredje Venstrevælger og knap fire ud af ti LA- og K-vælgere. Men ikke en gang hver syvende DF-vælger går op i størrelsen af de offentlige udgifter.
UDVID
Forskellene i den blå blok er bemærkelsesværdige, lyder det fra valgforsker på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Rune Stubager.
- Med Venstres meldinger om nulvækst og Dansk Folkepartis meldinger om 0,8 procents vækst i den offentlige sektor har vi vidst et stykke tid, at Lars Løkke kan få et svært mandat at regere på efter et valg. A4-undersøgelsen er yderligere en illustration af, at der er betydelig afstand mellem de borgerlige partiers vælgere på en række centrale politikområder, siger han og tilføjer:
- Her ser man det endnu mere ekstremt på den økonomiske politik, som ellers plejer at samle blå blok.
Sved på panden
Også valgforsker på Københavns Universitet professor Kasper Møller Hansen vurderer, at Lars Løkke Rasmussen vil få sved på panden, når han skal skræve over LA-vælgere, der hungrer efter vækst, deregulering og skattelettelser, og DF-vælgere, der vil have grænsebomme, bedre ældrepleje og mere vækst i den offentlige sektor.
- Selvfølgelig bliver det en svær udfordring for Lars Løkke Rasmussen at favne de vidt forskellige partier i blå blok, hvis han vinder regeringsmagten. Det her viser meget tydeligt, at Venstre ikke får let spil fra sine støttepartier, siger han.
Venstres politiske ordfører Inger Støjberg afviser, at Lars Løkke Rasmussen kommer på glatis, hvis han efter et folketingsvalg skal samle støtte til en politik, som både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kan bakke op om.
- Det ser vi ikke som et fuldstændig uoverstigeligt problem, og jeg kan ikke se, at det bliver et problem for os, at vælgerne vil noget forskelligt. Tværtimod ser jeg det som en styrke, at de fire blå partier har et samlet mål om, at det altid skal kunne betale sig at arbejde. Det samlede mål er et udmærket udgangspunkt, når man skal forhandle økonomi, siger Inger Støjberg.
Ingen modsætning
Også Liberal Alliances politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll mener, at det er alt for tidligt at skrive om gnidninger og slagsmål i blå blok.
- Det er åbenlyst, at skat er den vigtigste mærkesag for os, og udlændinge er den vigtigste mærkesag for DF. Så det er ikke så mærkeligt, at det er de ting, der bonner ud. Og der er jo ingen modsætning mellem at have lav skat og en stram udlændingepolitik, så mon ikke vi finder ud af det, siger han.
Hvis danskerne genvælger Helle Thorning-Schmidt (S) til statsminister torsdag 18. juni får hun umiddelbart lidt nemmere ved at honorere forventningerne i rød blok. Vælgerne fra Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og Radikale er nemlig rørende enige om, at en ny regering især skal have fokus på beskæftigelse, helbred og vindmøller.