Løkke erkender: Fik også engangsbeløb som Holst
Lars Løkke Rasmussen har respekt for, at Carl Holst beholder engangsbeløb og siger nej til flere udbetalinger.
"Jeg fik også udbetalt engangsbeløb som amtsborgmester," siger Lars Løkke Rasmussen på Venstres sommergruppemøde.
"Jeg fik også udbetalt engangsbeløb som amtsborgmester," siger Lars Løkke Rasmussen på Venstres sommergruppemøde. Foto: Scanpix


Forsvarsminister Carl Holst (V) er ikke den eneste i Venstre, der har modtaget et beløb, efter at han har sagt farvel til en post i amter eller regioner.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har også modtaget et engangsbeløb. Det fastslår han på Venstres sommergruppemøde:

- Jeg fik også udbetalt engangsbeløb som amtsborgmester, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg var ikke amtsborgmester så længe, så derfor stod jeg ikke over for at få udbetalt et beløb måned efter måned, siger Lars Løkke Rasmussen med henvisning til, at Carl Holst lige som Løkke har besluttet at beholde engangsbeløbet.

Carl Holst har dog samtidig valgt at beholde den første af de månedlige udbetalinger, mens han har valgt fremadrettet ikke at modtage de sidste udbetalinger, som vil falde over de kommende måneder.

Ifølge Ekstra Bladet har Lars Løkke Rasmussen modtaget 120.000 kroner, selvom han kun sad en enkelt periode som amtsborgmester.

- Jeg er ikke i stand til at bekræfte beløb. Hvis I har regnet det ud, så har i regnet det ud. Og hvis det er rigtigt, så er det rigtig, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.