Det kan godt være, Lars Løkke Rasmussen (V) ikke er personligt populær, men han har formået at lave resultater.
Sådan lyder det fra chefredaktør for Fyns Amts Avis, Troels Mylenberg, der til TV2.dk understreger, at Lars Løkke Rasmussen efter sin første uge som statsminister har bevist, at hans smalle Venstre-regering er handlekraftig og konsekvent.
Blandt andet har de indført stramninger på asylområdet, genindført boligjobordningen og indgået aftale med KL om et såkaldt omprioriteringsbidrag i forsøget på at effektivisere i kommunerne.
- Jeg tror, at når han går på weekend, så vil han sige til sig selv, at han er kommet godt ud af starthullerne, siger Troels Mylenberg til TV2.dk.
Som en fisk i vandet
Der var forentlig ellers ikke mange, der troede på en sådan start, efter Lars Løkke Rasmussen måtte opgive at skabe en flertalsregering og i stedet danne en ren V-regering.
Men den spådom har han altså gjort til skamme, mener Troels Mylenberg.
- Løkke er som en fisk i vandet, hvad angår handler mellem partierne. Det kan godt være, at han ikke er nogen stor folkeforfører, men det er præcis sådan noget, han er godt til, og det er her, hvor han føler sig hjemme, hvor han kan sidde i forhandlingerne, hvor han gerne vil samle partierne og udrette store ting, siger han til TV2.dk.