Ritzau
Opdateret kl. 03:30
Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), har søndag aften lokal tid afholdt et møde med FN's afgående generalsekretær, sydkoreaneren Ban Ki-moon.
Det sker forud for FN's Generalforsamling i New York.
Efter mødet siger statsministeren, at Ban Ki-moon har sat store positive aftryk. Lars Løkke Rasmussen tror, at der venter FN's næste generalsekretær en hård prøve.
- Bans efterfølger kommer på hårdt arbejde fra dag et. FN skal trimmes, så organisationen leverer effektive svar på de udfordringer, der er åbenbare for os alle, siger Lars Løkke Rasmussen via sin rådgiver i en mail til Ritzau.
- Det vil kræve reformer af FN-systemet og en stærk og dygtig leder på 38. etage i FN's hovedkvarter i New York, fortsætter Løkke Rasmussen.
Statsministeren fik under mødet også lejlighed til at takke Ban Ki-moon for hans arbejde i spidsen for FN.
- Han har været generalsekretær i en særdeles hård periode i verdenshistorien. Her springer konflikten i Syrien og flygtninge- og migrationskrisen i øjnene, hvor det internationale system på lange stræk har svigtet, siger Lars Løkke Rasmussen.
Netop flygtninge- og migrantkrisen har fået Ban Ki-moon til at kritisere Lars Løkke Rasmussens regering.
I weekenden skrev Information, at Ban Ki-moon flere gange har advaret Lars Løkke Rasmussen (V) mod at gennemføre regeringens Asylpakke 2.
- Jeg er især nedslået over at erfare, at det lovforslag, som vil indføre restriktive foranstaltninger, ser ud til snart at skulle blive drøftet og vedtaget af det danske parlament, skrev Ban Ki-moon i et brev til Lars Løkke i januar.
Der blev dog ikke tid til at diskutere flygtningesituationen under det korte møde mellem de to søndag.
Mandag mødes Løkke med Myanmars udenrigsminister, Aung San Suu Kyi. Der er også et flygtningetræfmøde, som statsministeren skal deltage i.
/ritzau/