Helle Thorning-Schmidt udskrev i dag valg. Og det var på tide, mener Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.
På sit netop overståede pressemøde understregede han i hvert fald, at Danmark har brug for et andet regeringsparti.
- Danmark har brug for en ny regering. Det handler om Danmarks fremtid, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.
- Valget 18. juni handler om, hvordan vi kan gøre verdens bedste land endnu bedre, tilføjede han.
Flere job i den private sektor
Lars Løkke Rasmussen går blandt andet på valg på, at det skal kunne betale sig at arbejde. Og så vil han være med til at skabe flere job i den private sektor, understregede han.
Venstre står ifølge de seneste meningsmålinger til at vinde valget, men hvem der vinder, bliver først afgjort efter den 18., hvor danskerne skal stemme.
Uanset resultat forventer Lars Løkke Rasmussen dog et bredt politisk samarbejde, sagde han.