Løkke: Danmark skal tilbyde F-16-fly til kamp mod IS
Statsministeren vil afvente anmodning fra USA, før Danmark eventuelt sender F-16-fly til Syrien og Irak.
Venstres formand Lars Løkke Rasmussen vil tilbyde danske F-16-fly til den USA-ledede indsats mod Islamisk Stat i Syrien og Irak.
Venstres formand Lars Løkke Rasmussen vil tilbyde danske F-16-fly til den USA-ledede indsats mod Islamisk Stat i Syrien og Irak. Foto: Colourbox/free


Danmark bør på forhånd melde sig parat til at bidrage militært til den internationale koalition, der er under opbygning for at bekæmpe Islamisk Stat (IS). Sådan lyder opfordringen til regeringen fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, skriver Politiken torsdag.

Han foreslår et bidrag, svarende til da Danmark i 2011 bidrog med F-16-jagere til en international koalition mod Gaddafi-styret i Libyen. Man kan "ikke sidde overhørig", at IS "udgør en reel trussel mod vores leveform og de vestlige demokratier", mener Løkke.

- Vi har tidligere med vores F-16-fly blandt andet i Libyen ydet et bidrag, som bestemt ikke kun har været symbolsk, men som også har haft en egentlig militær værdi. Det vil vi være parate til, hvis den indsats, der nu er under opbygning under amerikansk ledelse, foldes ud, siger V-formanden.

Regeringen har med bred politisk opbakning allerede bidraget med et Hercules-fly. Europæiske regeringer og parlamenter i blandt andet Haag, Bruxelles og London diskuterer allerede i disse dage yderligere bidrag. Torsdag besluttede den hollandske og belgiske regering at stille med seks F-16-fly.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviser ikke et yderligere dansk bidrag, men modsat Løkke vil hun dog afvente en eventuel anmodning til Danmark.

- Jeg tror ikke, der er nogen tvivl fra nogen side om, hvad Danmark mener i den her sammenhæng. Vi har en meget tæt dialog med amerikanerne og vores allierede om hele det her spørgsmål. Så jeg tror ikke, at Løkke skal være bekymret for, at vores alliancepartnere ikke ved, hvor Danmark er i de her sager, siger hun til Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.