Løkke afviser Sveriges analyse om flere asylsøgere
Den danske statsminister afviser både blå blok og svenske myndigheder og fastholder nej til grænsekontrol.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har under torsdagens ekstra EU-topmøde på Malta fulgt debatten om svensk grænsekontrol, og han er ikke imponeret over Migrationsverkets analyse.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har under torsdagens ekstra EU-topmøde på Malta fulgt debatten om svensk grænsekontrol, og han er ikke imponeret over Migrationsverkets analyse. Foto: Antonio Calanni/AP/AP


En analyse fra de svenske udlændingemyndigheder, om at grænsekontrol i Sverige øger antallet af asylansøgere i Danmark, afvises af den danske statsminister.

Lars Løkke Rasmussen (V) forventer ingen travlhed eller øget pres på de danske myndigheder på grund af svenskernes beslutning om at indføre midlertidig grænsekontrol.

- Jeg har også fulgt med i dag. Den ene ekspert siger noget, og den anden siger noget andet, og derfor følger vi dette time for time, siger Lars Løkke Rasmussen.

Dagen efter den svenske regerings beslutning om at indføre grænsekontrol fastholder statsministeren, at Danmark ikke skal gøre det samme, da det er uklogt.

- Det er ikke umiddelbart i Danmarks interesse at lave massiv grænsekontrol, som vil føre til, at folk ved den dansk-tyske grænse bliver aftvunget, at enten søger de asyl i Danmark, ellers må de finde en anden vej.

- Det vil rimeligvis føre til, at vi får flere asylansøgere i Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen.

Den danske regering har ifølge Løkke i flere uger kendt til Sveriges beslutning, og man har et beredskab, forsikrer statsministeren. Han tilføjer, og de danske myndigheder følger situationen "time for time".

Alle danske partier på den borgerlige fløj - undtagen regeringspartiet Venstre - har givet udtryk for, at de ønsker dansk grænsekontrol.

Løkke afviser også dem.

- Jeg glæder mig til at komme hjem og tale med dem, så vi kan få lidt ro på, og jeg kan forklare sammenhængene. For det er hverken strudsepolitik eller kujonagtigt eller andet.

- Det er et forsøg på at holde hovedet koldt og gøre det, der er i Danmarks interesse.

Regeringens største støtteparti, Dansk Folkeparti, har længe slået på tromme for grænsekontrol. Og statsministeren siger, at han forstår dem.

- Jeg troede sådan set, at jeg var enig med Dansk Folkeparti i, at vi skal sørge for, at vi ikke får alt for mange asylansøgere i Danmark, siger Løkke med henvisning til sin egen analyse om, at grænsekontrol fører til flere asylansøgere.

Ifølge avisen Dagens Nyheter er det et brev fra Migrationsverket, der fik regeringen i Sverige til at indføre grænsekontrol.

I brevet hedder det blandt andet, at grænsekontrol vil øge antallet af asylansøgninger i Danmark og Tyskland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.