Løkke advarer: Pas på økonomisk maveplasker
Det passer ikke ind i hans valgkampstrategi, at det går bedre i Danmark, lyder det fra Socialdemokraterne.
Lars Løkke Rasmussen mener mod politisk "selvtilstrækkelighed".
Lars Løkke Rasmussen mener mod politisk "selvtilstrækkelighed". Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


De stadigt mere entydige økonomiske forårstegn får nu Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen til at advare mod "selvtilstrækkelighed" og politisk reformpause i tillid til, at krisen er ovre og afløst af et nyt buldrende opsving.

Det skriver Jyllands-Posten.

Regeringen har netop fremlagt det såkaldte konvergensprogram - en slags helbredsattest for dansk økonomi, der hvert år skal sendes til EU. Hovedbudskabet er en opskrivning af forventningerne til væksten i valgåret 2015 og til næste år.

Men kigger man lidt længere frem, er der udsigt til vigende økonomisk vækst og stigende gæld. Det lidt længere fokus afslører, at økonomien vil være i balance i 2020, men ikke i årene derefter, skriver avisen.

- Det giver basis for en advarsel. For min store bekymring er, at hvis vi ikke tænker os rigtig godt om, vil vi ikke være i stand til at gribe opsvinget og flyve højt og længe. Så risikerer vi at lave en maveplasker igen alt for hurtigt, siger Lars Løkke Rasmussen til Jyllands-Posten.

Han mener, at en ny økonomisk langtidsplan, der ser frem til 2025 eller 2030, er blandt en ny regerings vigtigste opgaver.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, erklærer sig enig i Løkkes bekymring. Men han afviser at skære i ydelserne, som Venstre vil med et nyt kontanthjælpsloft, og fastholder, at der er brug for vækst i de offentlige udgifter.

Socialdemokraterne anklager Løkke for sortsyn, og ifølge politisk ordfører Maja Panduro (S) er der brug for tro på opsvinget.

- Det virker som om, at det er irriterende for Lars Løkke Rasmussen, at det går bedre i Danmark. Det passer ikke ind i hans valgkampstrategi, siger hun til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.