Løjtnanten Fuglsang jagter podieplads i Giroen
Astana går igen efter to podiepladser i Giroen, og danske Jakob Fuglsang skal stå på et af trinene.
Jakob Fuglsang skal hjælpe Vincenzo Nibali til sejr i Giro d'Italia, men danskeren skal også selv køre sig til et topresultat.
Jakob Fuglsang skal hjælpe Vincenzo Nibali til sejr i Giro d'Italia, men danskeren skal også selv køre sig til et topresultat. Foto: Graham Hughes/AP


Vincenzo Nibali er den åbenlyse kaptajn for Astana i årets Giro d'Italia, hvor Jakob Fuglsang skal forsøge at hjælpe den 31-årige italiener til en gentagelse af triumfen i 2013.

Men rollefordelingen betyder ikke, at Fuglsang ikke kan lave et topresultat. Tværtimod.

- Jeg går efter en plads på podiet, siger den danske bjergrytter til politiken.dk.

- Det er holdets ledelse, der har lagt en strategi, som går ud på, at vi ligesom sidste år, da Fabio Aru og Mikel Landa blev henholdsvis nummer to og tre efter Alberto Contador, skal gå efter at få to mand på podiet.

Eneste forskel fra sidste års løb er, at Astana-ledelsen håber på, at Nibali kan betræde det øverste trin på podiet i Torino i slutningen af maj, når feltet triller over målstregen på sidste etape efter et løb, hvor Fuglsang skal holde sig til sin kaptajn.

- Denne gang skal vi blot sørge for, at Nibali kommer op på det øverste trin, og så er det meningen, at jeg så vidt muligt skal følge ham så tæt undervejs i løbet, at jeg også kan hente en topplacering, forklarer Jakob Fuglsang.

Netop den manøvre har Nibali og Fuglsang forsøgt sig med tidligere.

Under Tour de France 2014, som Nibali endte med at vinde, lå danskeren også langt fremme i klassementet, indtil han styrtede.

Jakob Fuglsangs bedste placering i en grand tour er en syvendeplads i Tour de France i 2013.

Nibali har vundet både Giroen, Vueltaen og som sagt Tour de France i løbet af karrieren.

Giro d'Italia indledes fredag med en enkeltstart på små ti kilometer i hollandske Apeldoorn.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.