Löfven til demo: Mit Europa bygger ingen mure
Europa må tage ansvar for flygtningekrisen, siger den svenske statsminister ved demonstration i Stockholm.
En mand holder et barn på armen ved ankomsten til banegården i Wien søndag. At tage imod flygtninge er en fælles opgave, siger Sveriges statsminister.
En mand holder et barn på armen ved ankomsten til banegården i Wien søndag. At tage imod flygtninge er en fælles opgave, siger Sveriges statsminister. Foto: Ronald Zak/AP


Flere tusinde mennesker trodsede søndag eftermiddag regnen og samledes på Medborgerpladsen i Stockholm for at vise deres støtte til flygtninge.

- Millioner af mennesker er på flugt fra rædselsfuld terror. Det er mennesker som du og jeg, de flygter med børn i favnen og undervejs risikerer de deres liv i lastrum og ikke-sødygtige både, indleder den svenske statsminister, Stefan Löfven, sin tale.

Han nævner den treårige syrisk-kurdiske dreng fra byen Kobani, som i denne uge skyllede død op på en strand i Tyrkiet.

- At hans liv sluttede sådan, skal ingen behøve opleve. Jeg sørger over alle børn, der dør i krig og terror, siger Löfven.

Den socialdemokratiske statsminister understreger, at Europa i fællesskab kan klare flygtningekrisen, men der må indføres et fordelingssystem for at tage imod flygtninge.

- Alle må tage deres ansvar. Men det er ikke nok. Europa må tage sit ansvar, siger Löfven og minder om, at det europæiske samarbejde opstod efter Anden Verdenskrig.

- Nu må vi bestemme os for, hvilket Europa vi skal være. Mit Europa tager imod flygtninge. Mit Europa bygger ikke mure, siger han.

Statsministeren opfordrer også alle svenske kommuner til at hjælpes ad med at tage imod de mange flygtninge, der kommer til landet.

- At tage imod flygtninge er en national opgave. Det er hele Sveriges ansvar. Ingen skal kunne undvige. Det er derfor, vi øger støtten til kommunerne, påpeger Löfven.

Tidligere på ugen viste nye tal fra det svenske Migrationsverket, at antallet af asylansøgere i landet er steget markant i de seneste måneder.

I juni var der 6619, i juli 8066 og i august 11.743 mennesker, der venter på at få svar på deres ansøgning om asyl i Sverige.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.