Løchte overmatchet: Danmark taber i Davis Cup
Det danske tennislandshold tabte samlet til Rusland i Davis Cup, efter Frederik Løchte Nielsen tabte i single.
Frederik Løchte Nielsen tabte til verdens nummer 81, Andrey Kuznetsov. Dermed er Danmark færdige i Davis Cup efter samlet nederlag til Rusland.
Frederik Løchte Nielsen tabte til verdens nummer 81, Andrey Kuznetsov. Dermed er Danmark færdige i Davis Cup efter samlet nederlag til Rusland. Foto: CASPER DALHOFF/POLFOTO


Danmark var bagud 1-2 mod Rusland efter de første tre tenniskampe mod Rusland i weekendens Davis Cup-duel, hvor der spilles bedst af fem kampe.

Derfor skulle Frederik Løchte Nielsen vinde sin singlekamp mod Andrey Kuznetsov for at holde liv i håbet om en samlet dansk sejr i første runde i Europa/Afrika Group I - det næsthøjeste Davis Cup-niveau i verden.

Men Kuznetsov vandt søndag formiddag 7-5, 6-3, 6-2 og sørgede for en samlet russisk sejr allerede inden søndagens anden og sidste singlekamp mellem de to nationer. Senere vandt Rusland også den sidste singlekamp, og så var den samlede 4-1-sejr en realitet.

Løchte er blot nummer 306 på verdensranglisten, mens Kuznetsov er oppe som nummer 81 i verden, og den forskel viste sig også på banen i russiske Novy Urengoy.

Det begyndte dog lovende for Løchte, som kom foran både 2-1 og 3-2 i første sæt, men danskeren blev efterfølgende brudt af Kuznetsov, som bragte sig foran 4-3 og 5-4.

Løchte brød flot tilbage til 5-5, men russeren svarede straks igen ved at vinde de to næste partier og vinde sættet 7-5. Løchte havde chancen for at bryde tilbage til 6-6, men missede muligheden.

I andet sæt var Kuznetsov igen stærkest, selvom Løchte igen var foran 2-1 og kæmpede hårdt i hvert eneste parti. Russeren bragte sig foran 4-3 og tog også de sidste to partier i andet sæt.

Historien gentog sig i tredje sæt. Russeren brød lynhurtigt Løchtes serv og kom foran 3-0 og lidt senere også 4-1 og 5-2. Kuznetsov vandt kampen på sin første matchbold.

Den femte og sidste kamp blev også afviklet, men Martin Pedersen magtede ikke at pynte på resultatet mod den 17-årige reserve Andrey Rublev, som vandt 6-4, 6-3. Der blev spillet bedst ud af tre sæt i den kamp.

Danmark havde mulighed for at møde Spanien på hjemmebane i juli, men med nederlaget er det nu i stedet russerne, som skal dyste mod spanierne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.