Løchte forventer intens atmosfære i Davis Cup-opgør
Tennisspilleren Frederik Løchte Nielsen satser på samlet sejr over Georgien i weekendens Davis Cup-opgør.
Frederik Løchte Nielsen tror på en samlet sejr over Georgien i weekendens Davis Cup-opgør.
Frederik Løchte Nielsen tror på en samlet sejr over Georgien i weekendens Davis Cup-opgør. Foto: Melissa Kühn Hjerrild/Polfoto


New Sport Hall i georgiske Tbilisi danner fredag, lørdag og søndag tennisrammen om Davis Cup-landskampen mellem Georgien og Danmark.

Ved torsdagens lodtrækning på rådhuset i Tbilisi magede tingene sig således, at 18-årige Christian Sigsgaard indleder Davis Cup-kampen mod Nikoloz Basilashvili.

Herefter overtager 32-årige Frederik Løchte Nielsen og George Tsivadze scenen i fredagens anden singlekamp.

- Selvfølgelig tror vi på, at vi kan vinde, men der venter en svær opgave på et anderledes underlag. Vi regner også med en intens atmosfære i tennishallen.

- Vi har et homogent hold, og vi er gode til at bakke hinanden op, hvilket er en stor fordel, siger Frederik Løchte Nielsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om et opgør i første runde i den såkaldte Europa/Afrika Group II - det tredjehøjeste niveau i verden.

På papiret er hjemmeholdet Georgien favorit mod Danmark. Georgierne stiller til start med blandt andre Nikoloz Basilashvili, der er nummer 118 i verden.

Frederik Løchte Nielsen er bedste dansker som nummer 374 på verdensranglisten i single, mens han er nummer 95 på verdensranglisten i double. I lørdagens double stiller Løchte op sammen med Thomas Kromann.

I tilfælde af dansk sejr venter i næste runde vinderen af opgøret mellem Finland og Zimbabwe på dansk grund 15.-17. juli.

I tilfælde af nederlag spiller Danmark mod taberen af Finland-Zimbabwe i en kamp om at forblive i divisionen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.