Løbere er vrede efter langt halvmaraton
En fejl gjorde, at et halvmaraton i Bangkoks centrum blev alt for langt. Til gengæld blev det verdens længste.
Bangkoks centrum lagde for meget asfalt til weekendens halvmaraton.
Bangkoks centrum lagde for meget asfalt til weekendens halvmaraton. Foto: Colourbox/free


Arrangørerne siger undskyld, men løberne er vrede efter, at et halvmaratonløb i Bangkok søndag blev alt for langt.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den halve maratondistance er 21,1 kilometer, men i Bangkoks fugtige varme betød en fejl på ruten, at løberne kom til at løbe 27,6 kilometer.

- Vores medarbejdere kom til at markere et u-sving, som ikke skulle have været der og det gjorde ruten omtrent seks kilometer for lang, siger Songkram Kraisonthi fra arrangørorganisationen National Jogging of Thailand.

- Vi erkender vores fejl og siger undskyld. Vores medarbejdere arbejdede hårdt, men de var forvirrede, fortsætter han.

Som et plaster på såret vil arrangørerne nu fabrikere en særlig T-shirt til de fuldførende. Den skal markere den ekstra distance, men det har ikke dulmet deltagernes vrede på de sociale medier.

- Går smerterne i mine ben væk, når jeg tager den T-shirt på, spørger en af deltagerne.

En anden løber kalder arrangementet "pinligt for Thailand."

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.