L.O.C.: Sådan fejrer jeg nostalgisk jubilæum
Den populære rapper kan i år markere, at det er 15 år siden, han udkom med sit første album. Det fejrer han med koncerter og en opsamling.
L.O.C. får et travlt efterår.
L.O.C. får et travlt efterår. Foto: Tobias Nicolai/Polfoto


Der har længe været stille omkring rapperen Liam O'Connor, men da han i sidste uge gik på scenen ved den uofficielle åbning af Aarhus Festuge, var det startskuddet til et travlt efterår for rimsmeden.

I år kan han nemlig fejre, at det ikke er mindre end 15 år siden, han sendte sit første album på gaden.

Det bliver markeret med en opsamling, nye numre og ikke mindst fire koncerter på tværs af landet, afslører han over for Ritzau Fokus.

- "Opsamlingsalbum" er jo efterhånden blevet et fyord, griner rapperen og fortsætter:

- Men jeg vil gerne prøve at banke en milepæl i jorden. Jeg ser tilbage og er lidt nostalgisk for første gang. Det er ellers ikke noget, jeg synes er så fantastisk, men der samtidig et par nye sange med på albummet, så der bliver også kigget fremad, forklarer rapperen, der i fredags udkom med singlen "Ti Fod Høj".

Jubilæet fejrer rapperen også med fire koncerter, hvor publikum kommer med på en rejse gennem hans repertoire fra de spæde skridt, han tog som ganske ung på den danske undergrundsscene til der, hvor han er nu som 37-årig vordende far.

- Det er med en blanding af ære og æresfrygt. Det skal jo helst også være en ny oplevelse, så man ikke bare er ude og se en gammel travhest. Det skal være nedtromling. Og jeg vil hellere have, at publikum taber pusten, end at de har hænderne i vejret, siger rapperen, der til koncerterne har planer om at forny nogle af sangene.

- Jeg vil gerne opdatere numrene lidt, men der kommer altså ikke nogen salsa-version af Frk. Escobar. Hvis vi gør noget, så bliver det at nedbarbere nogle af numrene lidt eller gå i dybden med et særligt element i sangen, forklarer han.

Koncerterne bliver afholdt i København, Odense, Aalborg og Aarhus.

- Det er de fire største byer, men alle de der målinger viser også, at det er de fire byer, jeg bliver spillet mest i. Skulle jeg have lavet en femte koncert var det blevet i Rødovre. Så shoutout til Rødovre, griner Liam O'Connor, der sagtens kan pege på publikums særlige karaktertræk i de forskellige byer.

- Uden at skulle lefle for storbyen, så er københavnerne konsekvente. Hvis de vil se en koncert, køber de billetter til den med det samme, og man ved, energien er der. Aarhusianerne er mere tilbageholdende, der kan man jo stå på dagen og ikke have solgt noget, og når så tiden nærmer sig, så står der en kø udenfor og folk er sure over, de ikke kan få billet. Det er ret typisk, siger han med et grin.

- Og Aalborg - de er bare skøre i Nordjylland. De har Jomfru Ane gade, så man skal konkurrere om at være festens midtpunkt. Men når den er der, så er den der. Odense er et wildcard. Det kan gå alle veje, siger rapperen.

Albummet udkommer den 28. oktober og koncerterne afholdes i København den 30. november, i Odense den 1. december, i Aalborg den 2. december, og så slutter rapperen af i sin gamle hjemstavn, Aarhus, den 3. december.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.