LO på kampdag: Vi skal lønuligheden til livs
De danske mænd tjener stadig betydeligt mere end kvinderne. LO efterlyser flere redskaber til at få ligeløn.
I dag er det kvindernes internationale kampdag.
I dag er det kvindernes internationale kampdag. Foto: Colourbox/free


Når kvinder landet over går på gaden søndag for at slå et slag for ligestillingen på kvindernes internationale kampdag, så kan det være med god grund. De danske mænd tjener nemlig stadig betydeligt mere end kvinderne.

- Den store forskel, der er på mænd og kvinders løn, er en knude, vi skal have løst. Den står simpelthen i vejen for, at vi med overbevisning i stemmen kan kalde os et ligestillet land, siger LO's næstformand Lizette Risgaard i en pressemeddelelse.

De seneste tal fra SFI, Det nationale forskningscenter for velfærd, viser, at der i 2011 var en lønforskel på 17 procent mellem kønnene.

Beregningerne er lavet ud fra mænd og kvinders gennemsnitsindkomst, og der tages for eksempel ikke højde for, at der er flere mænd end kvinder i lederjob.

Hvis lønforskellen mellem kønnene skal mindskes, så kræver det, at der snakkes åbent om problemerne på arbejdspladserne, mener LO.

- Hvis vi vil de kønsbestemte lønforskelle til livs, skal vi have flere redskaber i brug: overenskomster og aftaler, undervisning og lovgivning for bare at nævne nogle. Og vi vil sammen med FTF tage et grundigt kig i værktøjskassen i dag, siger næstformanden.

LO's næstformand har flere bud på, hvad der skal gøres ved problemerne.

- Hvis vi vil de kønsbestemte lønforskelle til livs, skal vi have flere redskaber i brug: overenskomster og aftaler, undervisning og lovgivning for bare at nævne nogle, siger Lizette Risgaard.

Lønforskellen i Danmark svarer til gennemsnittet i EU, men der er store udsving, hvis man kigger ned over de europæiske lande. Det viser de nyeste tal fra Eurostat.

Slovenien er det land i EU, hvor lønforskellen mellem mænd og kvinder er mindst. Her tjener mændene blot 3,2 procent mere end kvinderne. I den anden ende af skalaen finder man Estland, hvor mændene tjener knap 30 procent mere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.