Det er bekymrende, at regeringen på baggrund af et meget pessimistisk kasseeftersyn har aftalt en finanslov, der reelt lægger en finanspolitisk dæmper på dansk økonomi via offentlige besparelser.
Sådan lyder meldingen fra LO, efter Danmarks Statistik i dag har offentliggjort foreløbige nationalregnskabstal for 3. kvartal 2015.
Tallene viser, at BNP faldt med 0,1 pct. fra 2. til 3. kvartal. Væksten trækkes især ned af en faldende nettoeksport. I forhold til beskæftigelsen er der tale om en fortsat stigning i 3. kvartal.
- Danmark har været i en dyb økonomisk krise, og dagens tal understreger, at opsvinget stadig er skrøbeligt. Der er lang vej endnu, og vi har fortsat grundlæggende sunde offentlige finanser og mange ledige hænder, der gerne vil i arbejde, siger Morten Aastrup, der er økonom i LO.
Ifølge økonomen er regeringens nuværende strammerkurs derfor en helt forkert vej at gå, fordi det kan være med til at genskabe noget af den usikkerhed, der har medvirket til en meget langvarig krise, forklarer han.
Positivt fald i arbejdsløshed
Til gengæld glæder Morten Aastrup sig over, at arbejdsløsheden bevæger sig nedad med små skridt. Han henviser blandt andet til at arbejdsløsheden er faldet med 1.100 fuldtidspersoner fra september til oktober.
- På længere sigt skal vi naturligvis håndtere eventuelle flaskehalsproblemer ved eksempelvis at opkvalificere arbejdsstyrken, men lige nu er lavere arbejdsløshed og højere beskæftigelse ubetinget godt nyt for økonomien og ikke mindst de arbejdsløse, lyder vurderingen fra Morten Aastrup.