LO-boss: Stop med at skære i kontanthjælpen - gå efter skattesnydere
Lizette Risgaard opfordrer Løkke til at gå efter folk med penge i skattely frem for flygtninge og arbejdsløse.
Opkrævningen af skat er uhyre vigtig for vores fællesskab, siger Lizette Risgaard blandt andet i sin 1. maj-tale
Opkrævningen af skat er uhyre vigtig for vores fællesskab, siger Lizette Risgaard blandt andet i sin 1. maj-tale Foto: Scanpix arkiv


Det kan betale sig at arbejde. Så hold op med at skære ned på kontanthjælpen.

Sådan lyder det fra LO-formand Lizette Risgaard, der taler dunder mod skattely i sin 1. maj-tale. Det er her pengene til at finansiere velfærdssamfundet skal findes - ikke ved at jagte arbejdsløse og forringe vilkårene for flygtninge, siger hun:

- I har hørt om de velhavere, der gemmer deres store formuer af vejen, ikke? Det er 150 milliarder kroner, vi taler om. Et 1-tal, et 5-tal og 10 nuller. 10 nuller, kære venner. Det er et svimlende stort beløb.

- Det er usolidarisk. Det er mangel på respekt for fællesskabet og mangel på respekt for alle os, der betaler vores skat, som vi skal. Så er det sagt, siger Lizette Risgaard.

Hun opfordrer ligesom Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, til en skærpet indsats mod skattely:

- Opkrævningen af skat er uhyre vigtig for vores fællesskab. Alt for vigtig til ministre på gennemfart. Alt for vigtig til politiske eksperimenter, fyringsrunder og store spareknive. Skat bør være et kraftcenter i enhver regering. Uanset farven på den, siger Lizette Risgaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.