Fredag aften valgte LO at afblæse konflikten mod det irske lavprisselskab Ryanair.
Det sker efter, flyselskabet sent fredag gjorde alvor af sine trusler og lukkede basen i Billund. Dermed har Ryanair ikke længere besætningsmedlemmer i Danmark.
- Det danske arbejdsmarked fungerer, og der har været massiv opbakning til fagbevægelsens forsvar for ordnede forhold, lyder det fra LO's næstformand Lizette Risgaard.
Ingen overenskomst
Ryanair droppede tidligere på måneden basen i København for i stedet at flytte den til Letland. Også den jyske lufthavn er altså nu droppet efter flere måneders konflikt mellem fagbevægelsen og flyselskabet.
Konflikten startede, da Ryanair etablerede sig i København, men kategorisk afviste at tegne overenskomst for sine danske ansatte.
Flere medier - Avisen.dk inklusive - kunne ellers berette om særdeles dårlige forhold for de ansatte. Blandt andet en lav løn, ingen løn under sygdom og at personalet selv skulle betale for leje af uniformer.
Det fik fagbevægelsen til at gå i Arbejdsretten, hvor de fik grønt lys til at konflikte mod Ryanair.
På den anden side har Ryanair krævet, at LO trak det konfliktvarsel, der efterfølgende blev sendt ud, tilbage. Ellers ville de - som konsekvensen nu er blevet - lukke basen i Billund.
Klar hvis de vender tilbage
– Retten til at konflikte er en forudsætning for ordnede forhold på det danske arbejdsmarked. Men nu, hvor Ryanair ikke længere har besætningsmedlemmer ansat i Danmark til grotesk lave lønninger, afblæses konflikten, siger Lizette Risgaard.
Hun understreger, at skulle selskabet vælge at genåbne baser i landet, så vil LO ikke se stiltiende til.
– Fagbevægelsen vil ikke stiltiende se til, hvis de igen forsøger at underbyde danske løn- og arbejdsforhold. Så træder de samme regler i kraft igen, og vi vil ikke holde os tilbage for at sikre danske løn- og arbejdsforhold, siger hun.
Læs Avisen.dk's dækning af Ryanair-sagen her.