I dag blev LO-valget afgjort. Ikke overraskende løb storfavoritten, den nu tidligere næstformand i LO, Lizette Risgaard, med formandsposten.
Dermed bliver det en 55-årig kvinde, der er opvokset på Nørrebro og uddannet kontorassistent, som de næste fire år står i spidsen for hovedorganisationen LO.
Her skal hun varetage interesserne for 17 danske fagforbund og repræsentere 1,1 millioner mennesker.
Og den nye formand vil give et nyt og tiltrængt pust til fagbevægelsen. Det har arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, tidligere fortalt til Avisen.dk.
- Med Lizette Risgaard får fagbevægelsens medlemmer en kvindelig stemme og en ny fortælling om fagbevægelsen. Det er en kvindelig stemme, der vil lytte til medlemmerne på en anden måde, sagde Henning Jørgensen.
Som det ser ud i dag, halter Danmark bagefter på ligestillingsfronten, da de andre nordiske lande har haft kvinder i spidsen for fagbevægelser, fortalte han for omkring en måned siden.
Men med det netop afgjorte formandsvalg er det nu blevet muligt for den danske fagbevægelse at få gjort op med det.
En leder med orden i værdierne
Med Lizette Risgaard som formand får LO-medlemmerne en formand, der har sine værdier i orden, da hun står for fællesskab frem for det individuelle, forklarede Henning Jørgensen.
Ifølge ham får det en markant betydning for linjen i LO, at Lizette Risgaard har vundet slaget.
Kendetegnende for hende er, at hun i høj grad står for en samarbejdslinje over for arbejdsgiverne, fortalte Henning Jørgensen.
- Hun vil komme med en udstrakt hånd med tilbud om samarbejde til både arbejdsgiverne og politikerne, har han tidligere sagt til Avisen.dk.
LO får nu større udsyn
Desuden kan LO-medlemmerne, ifølge Henning Jørgensen, forvente, at deres nye formand i langt højere grad vil kigge udover landets grænser.
Og det vil være en forandring. For den tidligere formand Harald Børsting interesserede sig ikke ret meget for hverken det europæiske eller internationale arbejde, fortalte Henning Jørgensen.
På den internationale scene vil det være en stor fordel, hvis Lizette Risgaard kan få LO til at optræde sammen med arbejdsgiverne, da det vil give mere politisk slagkraft, mente Henning Jørgensen.