Liverpool skuffer med uafgjort mod schweizere
De engelske hold skuffede igen torsdag aften i Europa. Liverpool spillede 1-1 hjemme mod Sion fra Schweiz.
Liverpool er åbnet Europa League med at spille to gange uafgjort. Senest torsdag aften mod Sion.
Liverpool er åbnet Europa League med at spille to gange uafgjort. Senest torsdag aften mod Sion. Foto: Jon Super/AP


Liverpool skuffede torsdag aften hjemme på Anfield med 1-1 mod schweiziske Sion i Europa League.

De engelske værter fik ellers en forrygende start på opgøret med en scoring allerede efter fire minutter, da belgiske Divock Origi lagde bolden hen til Adam Lallana, der gjorde det til 1-0.

Så skulle man tro, at Liverpool ville køre en sikker sejr hjem, men sådan gik det på ingen måde.

Et kvarter senere blev bolden slået over en halv banelængde, hvor Sions ghanesiske angriber Ebenezer Assifuah løb bolden op og lagde den ind bag Liverpool-keeper Simon Mignolet til 1-1 ved forreste stolpe.

Selv om Liverpool sad forholdsvis tungt på både spil og chancer, så formåede nummer fem fra den bedste schweiziske liga at holde stand.

Torsdag endte således med en ny nedtur for de engelske repræsentanter i de europæiske klubturneringer. Tidligere på aftenen satte Tottenham en føring over styr i en 1-1-kamp ude mod Monaco.

Tirsdag tabte både Chelsea og Arsenal i Champions League, inden der var lidt engelsk opmuntring onsdag, hvor Manchester United og Manchester City vandt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.