Liverpool skuffer igen i CL-jagt: Taber i Hull
Efter 37 minutter scorede Michael Dawson kampens eneste mål på hovedstød, da Hull slog Liverpool 1-0.
Der er langt til Champions League for Brendan Rodgers og Liverpool.
Der er langt til Champions League for Brendan Rodgers og Liverpool. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP


Liverpool må formentlig spejde langt efter Champions League i næste sæson.

Hvis det spinkle håb skulle holdes i live, så ville tre point ude mod Hull være nødvendige, men sådan gik det langt fra. Liverpool tabte 0-1 til det oplagte hjemmehold tirsdag aften.

Dermed kunne Liverpool ikke rette op på weekendens skuffende 0-0-resultat fra udekampen mod West Bromwich Albion, og med fire kampe tilbage er der syv point op til Manchester United på fjerdepladsen.

Det var forsvarsspilleren Michael Dawson, der lavede kampens eneste mål, men det var den tidligere FCK-angriber Dame N'Doye, som stod for kampens mest besynderlige detalje.

Da spillerne skulle ud til anden halvleg, havde N'Doye nemlig taget en forkert trøje på, så det til forveksling lignede, at Abel Hernandez var kommet på banen. Kampens dommer fik dog rettet op på fejlen.

De øvrige Hull-spillere var mindre forvirrede end deres senegalesiske holdkammerat, og Hull fightede forbilledligt kampen igennem og fik ødelagt Liverpools pasningsspil.

Derfor forsøgte Liverpool sig blandt andet med langskud, men heller ikke det var nok til at få udlignet føringsmålet fra første halvleg.

Manager Brendan Rodgers sendte også Rickie Lambert på banen i håb om at angriberens højde og drøjde ville give Liverpool en anden dimension end klubbens mange små og hurtige spillere.

Indskiftningen fik dog ingen større betydning. Hull kæmpede sejren hjem og får dermed tre meget vigtige point i bundstriden, hvor klubben øger afstanden til nedrykningsstregen til fire point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.