Liverpool redder sig med sene mål mod Bolton i FA Cup
Liverpool vandt 2-1 over Bolton fra den næstbedste række på to scoringer i de sidste minutter i FA Cup-kamp.


Liverpools manager Brendan Rodgers må have haft bange anelser og højt blodtryk på sidelinjen i FA Cup-kampen mod Bolton.

Med med to scoringer i kampens sidste fem minutter, vandt Liverpool 2-1 og er klar til femte runde i FA Cuppen, hvor Crystal Palace venter. De to hold havde spillet uafgjort 0-0 i den første kamp i Liverpool.

Det holdt hårdt for Liverpool, men de rødklædte stjerner blev ved og ved med at presse.

Raheem Sterling udlignede til 1-1 fire minutter før tid, og bedst som man forventede forlænget spilletid, slog Philippe Coutinho til og sikrede fortjent Liverpool-sejr i overtiden.

Bolton holder til i Englands næstbedste fodboldrække, men en nogenlunde lige kamp tippede på måltavlen over til de undertippedes fordel kort inde i anden halvleg.

Det var Boltons islandske spiller Eidur Gudjohnsen, som scorede på straffespark efter en times spil.

Islændingen skulle have scoret en gang mere, men det gjorde han ikke, og så kom Bolton under et massivt pres i kampens sidste 20 minutter.

Især da Liverpool-manager Brendan Rodgers rykkede Emre Can frem på midtbanen. Han havde et skud på overliggeren, og han stod for oplægget til Raheem Sterlings scoring kort efter.

Forinden havde indskiftede Jordan Henderson også ramt stolpen for Liverpool.

Steven Gerrard spillede sin kamp nummer 700 for Liverpool, men havde ikke den store indflydelse på lige præcis den kamp.

Liverpool skal møde Crystal Palace i næste runde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.