Liverpool-manager: Vores formdyk er naturligt
Blackburn overraskede søndag ved at spille uafgjort mod Liverpool - 20 år efter Blackburn vandt mesterskabet.
Brendan Rodgers er ikke overrasket over holdets formdyk.
Brendan Rodgers er ikke overrasket over holdets formdyk. Foto: Jon Super/AP


Liverpools manager, Brendan Rodgers, mener, at holdet betalte prisen for en flot stime af hårdt tilkæmpede sejre og gode præstationer, da det kun blev til 0-0 hjemme mod Blackburn søndag aften.

Med det uafgjorte resultat missede Liverpool skuffende chancen for at sikre sig en plads i FA Cuppens semifinaler i første omgang.

- I de seneste tre måneder har vi været i enestående form, men formdykket er naturligt, siger Rodgers ifølge nyhedsbureauet AFP.

Liverpool er ubesejret i 12 kampe i Premier League og har vundet syv ud af de seneste otte kampe. Så det var ventet, at Blackburn fra den næstbedste engelske række vil blive en nem opgave på Anfield.

- Vores spillestil er baseret på fysik og energi, og det er naturligt, at det vil koste lidt en gang i mellem. Det havde indflydelse på farten i vores spil.

- Giv Blackburn kredit. Holdet forsvarede sig godt i egen zone, ofrede sig med deres kroppe i tacklingerne og gjorde det svært for os, forklarer Rodgers.

Nu skal Rodgers' tropper en tur til Ewood Park og spille omkamp mod Blackburn i starten af april.

- Vi er stadig med i turneringen og kan nå semifinalerne.

- Vi vil selvfølgelig gerne klare det og gå videre, men vi har masser af arbejde foran os, påpeger nordireren.

Blackburns fans fejrede i kampens 20. minut, at det var 20 år siden, at klubben senest vandt det engelske mesterskab.

Blackburn, der tidligere i sæsonen har slået Premier League-klubberne Stoke og Swansea ud af FA Cuppen, håber på endnu en succesoplevelse i den prestigefyldte pokalturnering. Det er tre år siden, at Blackburn rykkede ned fra den bedste række.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.