Liverpool må undvære nøglespillere i topkampe
Både playmaker Philippe Coutinho og krumtappen Dejan Lovren misser Liverpools næste tre kampe.
Manager Jürgen Klopp har fået noget at tænke over inden kampene mod Manchester United og Arsenal.
Manager Jürgen Klopp har fået noget at tænke over inden kampene mod Manchester United og Arsenal. Foto: Jon Super/AP


De røde fra Liverpool går som minimum ind til de næste tre kampe uden deres offensive omdrejningspunkt Philippe Coutinho og forsvarsgeneralen Dejan Lovren.

Skaderne kommer på et skidt tidspunkt for Liverpool. Holdet kæmper for at hænge på i toppen af Premier League og har i de næste to runder hjemmebanefordel mod to konkurrenter i toppen: Arsenal og Manchester United.

Liverpool møder desuden Exeter City i FA cuppen fredag.

De to nøglespillere led begge skader i baglåret under Liverpools 1-0-sejr mod Stoke i semifinalen i Capital One Cup tirsdag.

En anden af Liverpools centrale forsvarsspillere Kolo Toure humpede også rundt på banen i slutminutterne af kampen mod Stoke, men han burde være klar til kampen mod sin tidligere klub Arsenal onsdag.

Liverpool ligger efter 20 runder i Premier League på en skuffende 8.-plads med 30 point. Holdet har tre point op til Manchester United og hele 12 point op til Arsenal, der ligger nummer et.

Den traditionsrige klub fyrede manager Brendan Rodgers i oktober for at erstatte ham med den tidligere Dortmund-træner Jürgen Klopp.

I seneste runde af Premier League tabte Liverpool 0-2 på udebane mod West Ham.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.