Liverpool holder snor i toppen med sejr over Chelsea
Med en 2-1-sejr på Stamford Bridge spillede Liverpool sig op på siden af Chelsea i Premier League.
Jordan Henderson jubler over sin scoring i 2-1-sejren over Chelsea i Premier League fredag.
Jordan Henderson jubler over sin scoring i 2-1-sejren over Chelsea i Premier League fredag. Foto: Dylan Martinez/Reuters


Chelsea løb i egen hule ind i sæsonens første nederlag i Premier League, da Liverpool sent fredag aften gæstede Stamford Bridge.

Liverpool var bedst spillende i første halvleg, hvor grobunden til sejren blev lagt med to scoringer.

I anden halvleg kom Chelsea bedre med, men det lykkedes blot at reducere.

Sejren betød, at Liverpool spillede sig på fjerdepladsen i ligaen med ti point ligesom Chelsea har på tredjepladsen med en bedre målscore.

Dejan Lovren bragte gæsterne foran 1-0 efter 17 minutter, da et indlæg fra Philippe Coutinho fik lov at sejle hen over Chelsea-forsvaret. Bolden endte hos Lovren, der flugtede den i mål, mens Chelsea-spillere appellerede for offside.

Liverpool sad generelt på det meste i første halvleg og spillede taktisk klogt, og efter 36 minutter lukkede Jordan Henderson så munden på samtlige hjemmeholdets fans, da han med et pragtmål gjorde det til 2-0.

Bolden blev clearet skidt i Chelseas forsvar, og den endte hos Henderson, der trykkede af fra distancen.

Helt uden chance for at redde kunne Chelsea-keeper Thibaut Courtois blot være et sprællende vidne til, at bolden sejlede op i højre målhjørne.

Efter pausen kom der mere fut i hjemmeholdet, og Chelsea tog over og lignede i perioder et mandskab, der ville komme tilbage. Efter en times spil fik Diego Costa reduceret til 1-2, da han sendte et oplæg fra Nemanja Matic i mål fra tæt hold.

Liverpool holdt stand mod slutningen og kunne juble over sæsonens tredje sejr.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.