Liverpool henter landsholdsspiller
Liverpool oplyser på klubbens hjemmeside, at James Milner kun er et lægetjek fra at slutte sig til klubben.
James Milner (th) skal nu tørne ud for Liverpool.
James Milner (th) skal nu tørne ud for Liverpool. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP


Manager Brendan Rodgers havde problemer med at få sit Liverpool-mandskab til at præstere i sidste sæson, og flere spillere er allerede blevet rygtet til Merseyside-klubben som forstærkninger.

Torsdag bekræfter Liverpool så på klubbens hjemmeside, at man er nået til enighed med den engelske landsholdsspiller James Milner, der kommer til klubben på en fri transfer, når hans kontrakt med Manchester City udløber ved udgangen af juni.

Midtbanespilleren mangler blot at gennemgå det obligatoriske lægetjek.

29-årige Milner har spillet fem sæsoner i Manchester City, hvor det er blevet til to Premier League-titler, en FA Cup-triumf og en enkelt sejr i Ligacuppen.

Derudover står han noteret for 53 landskampe for England.

Milner debuterede i Premier League for Leeds som blot 16-årig, og han har inden opholdet i Manchester City også spillet for Swindon, Newcastle og Aston Villa.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.