Liverpool-boss: Fans betyder mere end udebanemål
Liverpools scoring ude mod Borussia Dortmund er temaet inden returmødet torsdag i klubbernes EL-kvartfinale.
Liverpools fans betyder mere end klubbens fordel ved et udebanemål, hvis Liverpool skal videre i Europa League, vurderer manager Jürgen Klopp. (Arkivfoto).
Liverpools fans betyder mere end klubbens fordel ved et udebanemål, hvis Liverpool skal videre i Europa League, vurderer manager Jürgen Klopp. (Arkivfoto). Foto: Martin Rickett/AP


Torsdag aften bydes der op til fodboldfest, når Liverpool FC tager imod tyske Borussia Dortmund i klubbernes andet kvartfinaleopgør i Europa League.

Det første opgør i Tyskland endte 1-1, og dermed har Liverpool på papiret et godt udgangspunkt, da man har scoret et vigtigt mål på udebane, som kan vise sig at være en fordel.

Det betyder dog ikke alverden for manager Jürgen Klopp.

Faktisk mener den tidligere Dortmund-træner, at Liverpool bør glemme alt om fordelen ved at have scoret det udebanemål og slet ikke spekulere i den retning, når det går løs på Anfield.

- Jeg tror, vi skal ignorere det første opgør. Det her Dortmund-hold kan score mål.

- Det er ikke en modstander, hvor man kan gå ind til kampen for at holde sit eget mål rent. Måske vil det (udebanemålet, red.) være relevant efter 85 minutter, men ikke før, siger Klopp ifølge AFP.

Borussia Dortmund har scoret 119 gange i denne sæson i alle turneringer. Så i stedet for at fokusere på udebanemålet, sætter Klopp sin lid til Liverpools trofaste fans og deres opbakning på Anfield.

- Det er en helt almindelig kamp, og tilhængerne er en større fordel. Hvis vi spiller godt, og de kan lide kampen, så vil de betyde mere end scoringen i Dortmund.

- Atmosfæren (på stadion, red.) vil være vores største fordel.

- Det (scoringen, red.) er kun en fordel, hvis vi spiller 0-0. Hvis vi vinder, har vi ikke brug for målet, og hvis vi taber, hjælper scoringen os ikke, siger Klopp.

Liverpools scoring i Dortmund har været det store tema op til returmødet, og tidligere har også Dortmunds træner Thomas Tuchel forholdt sig til, at det første opgør endte 1-1 i Dortmund.

- Vi kan også score udebanemål, og vi kan score mere end et. Vi frygter ingenting. Vi har været på mange udebaner, hvor vi har scoret og vundet, har Thomas Tuchel tidligere udtalt i optakten til returkampen.

Opgøret mellem Liverpool og Borussia Dortmund spilles klokken 21.05 i Liverpool.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.