- Du var ikke min far. Ej heller min mor. Du var langt mere, Du var den, der passede på Tonny, Rene og mig. Du var storebror.
Det skriver Lisbeth Zornig Andersen på Facebook. Hun mistede onsdag morgen endnu en bror, da et aggressivt kræftforløb tog livet af 53-årige Michael "Monkey" Jørgensen. Han efterlader sig en hustru og otte børn.
- I nat fik jeg lov at sove en hel nat ved din side sammen med mange af dine dejlige børn, din mor Jytte Jørgensen og din hustru Monks Michael Karina Jørgensen. Her til morgen lod du os vågne og få en kop kaffe, inden du forlod os. Betænksom som altid. Monkey, hvil i fred. Vi ses, skriver Lisbeth Zornig på Facebook.
Når forældrene svigtede
48-årige Lisbeth Zornig Andersen havde et ganske særligt forhold til Michael. Han var der for hende, når forældrene svigtede og gik på druk, og han sørgede for at de fik noget at spise.
- Det var Michael, der sørgede for os, og det var ham, der gravede kartofler op i haven, når vi ikke fik noget mad, siger Lisbeth Zornig Andersen til Ekstra Bladet.
Lisbeth Zornig Andersen fortæller på Facebook, at Michael Jørgensen blev gift med sin kæreste på Lolland for to dage siden.
- Han var helt ved bevidsthed under vielsen, og han kunne selv skrive under, så det er gået rigtig hurtigt til sidst.
Døde af overdosis
Lisbeth Zornig Andersen, som i dag driver Huset Zornig, der arbejder med socialt udsatte, mistede også en bror i 2004. Han døde af en overdosis, mens hendes tredje bror er smittet med hiv.