Lisbeth Zornig advarer regeringen: Vi vil se tiggende børn på gaden
Tiggende børn i gaden og familier, der kommer til at gå sultne i seng. Det bliver virkelighed, med den nye integrationsydelse og kontanthjælpsloftet, spår Lisbeth Zornig Andersen.
- Man kan banke et menneske nok så meget i hovedet. Hvis jobbet, helbredet og mulighederne i øvrigt ikke er til det, giver det ikke arbejde, siger Lisbeth Zornig Andersen.
- Man kan banke et menneske nok så meget i hovedet. Hvis jobbet, helbredet og mulighederne i øvrigt ikke er til det, giver det ikke arbejde, siger Lisbeth Zornig Andersen. Foto: Scanpix / Arkiv


Tiggende børn i gaden og familier, der kommer til at gå sultne i seng. 

Det bliver virkelighed med den nye integrationsydelse og kontanthjælpsloftet, spår Lisbeth Zornig Andersen, der er tidligere formand for Børnerådet og har stiftet Huset Zornig, der specialiserer sig indenfor området for socialt udsatte. 

Den dystre fremtidsudsigt tegner hun i et debatindlæg i magasinet Ræson. Og nu er politikerne advaret, som hun skriver.

Ifølge Lisbeth Zornig Andersen betyder politikernes stramninger af de nævnte ydelser til socialt udsatte, at vi går fra "relativ fattigdom" til at opleve "absolut fattigdom" i Danmark.

Relativ fattigdom er slemt nok. Det betyder foreksempel, at Patrick og Ibrahim hellere vil blive hjemme fra første skoledag efter sommerferien end at måtte indrømme, at de ikke har været på ferie, skriver Lisbeth Zornig Andersen. Hun nævner flere eksempler på, hvordan børn må sætte sig uden for det sociale fællessakb i klassen på grund af begrænsede økonomiske ressourcer.

Med absolut fattigdom bliver det et problem overhovedet at få mad på bordet, frygter Lisbeth Zornig Andersen. Og så vil børnene blive inddraget i forsøget på at skaffe penge til føden, skriver hun: 

"I starten på den lovlige måde. Der kan samles flasker og gås med aviser. Men det vil næppe være nok med de ufattelige lave indkomster og det høje udgiftsniveau, vi har i Danmark. Og så begynder kriminaliteten. I den milde ende butikstyveri – i den grove ende handlinger, der kan ende med at gøre skade på andre mennesker også. Altså røverier og den slags."

Flertallet vil hævde, at det ikke er det, der formålet, og at man blot ønsker, at motivere de voksne til at tage et arbejde, skriver Lisbeth Zornig Andersen og fortsætter: 

"Well, man kan banke et menneske nok så meget i hovedet. Hvis jobbet, helbredet og mulighederne i øvrigt ikke er til det, giver det ikke arbejde. Det giver depressioner, selvmedicinering, skænderier, modløshed, vrede mod samfundet og mistrivsel. Og et forbandet dårligt afsæt for børnene til at få et godt og bæredygtig voksenliv."

Når politikerne alligevel strammer tommelskruerne på modtagerne af sociale ydelser, sker det, fordi, de tror flertallet af vælgerne ønsker det, vurderer Lisbeth Zornig Andersen  Men folkestemningen vil ændre sig, efterhånden som det bliver tydeligt for danskerne, hvordan børns muligheder for en godt liv bliver ødelagt, spår hun.

Læs hele debatindlægget i Ræson her

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.