85 er inviteret med til bords, når Lisbeth Østergaard sidst i august siger ja for anden gang.
Det fortæller hun til Her & Nu.
Ugebladet mødte den populære tv-vært, da hun ved en reception hos designeren Lasse Spangenberg benyttede sig af lejligheden til at se nærmere på den blonde, der skal bruges til brudekjolen.
- Den er lige kommet fra Holland. Så flot, sagde Lisbeth Østergaard.
Hun fortalte desuden, at hun har travlt med forberedelserne til den store fest og brylluppet med Ralf Christensen.
Da hun blev gift første gang (med gardehusaren Marc Fraenkel, red.) blev det fejret med frokost, mens det denne gang bliver noget større:
- Det bliver nok lidt dyrt, men sådan er det jo, når det skal være helt klassisk, sagde Lisbeth Østergaard til Her & Nu.
Lisbeth Østergaard befinder sig i øjeblikket mellem to job. Hun er stoppet på TV 2's "Go' morgen Danmark" og skal lave tv på TV 3.