Den populære sangerinde Lis Sørensens mand, trommeslageren Jan Sivertsen, er blevet ramt af Parkinsons sygdom.
Det fortalte Jan Sivertsen for nylig, da han gæstede Radio 24Syv-programmet 'Det, vi taler om'.
BT citerer ugebladet Her & Nu, der kan berette, at Jan Sivertsen under det direkte program sagde, at han trods sygdommen har det godt lige nu - takket være den rette medicin.
Den frygtede sygdom kom snigende til Jan Sivertsen, som ikke først så tegnene selv. Han fortæller i programmet, hvordan Lis Sørensen - som han har været gift med i snart 30 år - havde bemærket, at han "mumlede og gik langsomt, når vi gik med hundene."
Han følte sig hamrende træt, snøvlede og den ene arm hang slatten ned.
Jan Sivertsen fik til sidst en henvisning til en specialist, men der var seks ugers ventetid. I stedet fik hustruen arrangeret, at han kunne tale med lillebroderen til hendes veninde. Han er nemlig neurolog og kunne stille diagnosen, som Sivertsen sådan set var glad for at få, fordi han endelig fik et svar på, hvorfor han havde været "så forbandet træt."
Medicinen virker, og han kan nu spille trommer og "banke konen i tennis" og gå normalt igen.
- Bare for en måned siden var jeg ikke sikker på, om jeg nogensinde ville komme til at spille igen. Det ved jeg nu, sagde han ifølge Her & Nu under radioprogrammet.