Linse afslører: Mopper er alvorligt syg
Onsdag fortalte Linse Kessler, at hendes mor, Ann Patricia "Mopper" Christiansen, er alvorligt syg.
Mor Ann, også kaldet Mopper (i midten) er alvorligt syg, afslørede Linse Kessler på pressemøde.
Mor Ann, også kaldet Mopper (i midten) er alvorligt syg, afslørede Linse Kessler på pressemøde. Foto: David Leth Williams/Scanpix/Arkiv


Der plejer være store smil og godt humør på Islands Brygge, hvor de farverige personligheder Linse Kessler, hendes datter Stephanie og mor Ann, som i familien bliver kaldt for Mopper, bor og huserer til daglig.

Men alt er ikke, som det skal være. Onsdag kunne Linse Kessler afsløre, at Mopper er alvorligt syg.

- Vi bekræfter på vegne af mig selv, Stephanie og min bror (bokseren Mikkel Kessler, red.), at Mopper er syg. Alvorligt syg, afslørede den barmfagre personlighed til pressemødet i forbindelse med den nye sæson af tv-serien "Familien fra Bryggen".

Familien ønsker ikke at udtale sig om, hvad mor Ann fejler, og understreger, at det er familieoverhovedets egen historie, som hun selv skal fortælle.

Ann Patricia Christiansen, der er Moppers borgerlige navn, kunne i år fejre 78 års fødselsdag. Den første fødselsdag som oldemor til lille Alba, som barnebarnet Stephanie fødte i starten af året. I forbindelse med fødselsdagen hyldede Linse Kessler sin mor på Instagram med teksten:

- Du er den sejeste i hele verden!

Torsdag aften starter sæson 10 af den populære tv-serie, hvor Danmark endnu engang kan følge med i den farverige families hverdag.

- Vi havde aldrig troet, at vi skulle lave så mange sæsoner, da vi blot startede med seks afsnit, afslutter Linse Kessler fra pressemødet.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.