Line på kontanthjælp må sælge ud: "Det er lidt en form for brandslukning"
Line er på kontanthjælp og vil gerne arbejde. Men hun tror ikke, at kontanthjælpsloftet bringer hende nærmere et job. Tværtimod.
Line er nødt til at sælge nogle
Line er nødt til at sælge nogle Modelfoto: Bente Jæger


Line bor i Aarhus med sine to piger på 11 og 15 år. Den 1. oktober mister hun 2.400 kroner om måneden i boligydelse som konsekvens af kontanthjælpsloftet.

Det vil højst sandsynligt betyde, at hun bliver nødt til at opsige familiens lejlighed, som ellers har været med til at skabe en stabil hverdag gennem de seneste år.

- Jeg har svært ved at forestille mig konsekvenserne af kontanthjælpsloftet. Det er som om, min fantasi ikke rækker til det, siger Line.

Line er en af de kontanthjælpsmodtagere, der må klare sig for færre penge i hverdagen på grund af kontanthjælpsloftet, der træder i kraft den 1. oktober. Hun har indvilliget i at fortælle sin historie, men ønsker at være anonym. Avisen.dk kender hendes identitet.

Line er på kontanthjælp på grund af angst og depression. Angsten begyndte, da hun var i begyndelsen af 20’erne og studerede i København. Det blev så slemt for hende, at hun til sidst ikke kunne møde op til undervisningen og blev nødt til at droppe ud af studiet.

Nogle år efter startede hun på en ny uddannelse og blev færdiguddannet pædagog og fik job. Men kort efter mistede hun jobbet igen, da det kun var på halv tid, og de supplerende dagpenge ophørte.

Derefter fulgte en række ubehagelige hændelser med en stribe indbrud i deres daværende lejlighed, hvor Line følte sig nødsaget til at flytte med sine piger, hvilket udløste både stress og depression. Efterfølgende var hun hjemløs i en periode. Da hun endelig fik anvist en akutbolig fra kommunen, døde hendes mor efter et hårdt sygdomsforløb.

- Det var en sindssyg hård periode, som virkelig sendte mig ned i sort hul i mange år. Nu var jeg endelig begyndt at synes, at der måske var lys for enden af tunnelen, men nu har jeg det som om, at jeg bliver banket tilbage i det sorte hul igen, hvis vi bliver tvunget til at flytte. Det vil virkelig være frygteligt, siger Line.

Opbakning hjalp Line videre

Line fortæller, at hun i løbet af de seneste år ellers er blevet bedre til at se det positive i de små ting i hverdagen, og at det også har været med til at løfte hende ud af det sorte hul, hun ellers har været nede i, i mange år.

Særligt i de seneste år har hun oplevet, hvordan folk hun kendte, men også folk, som hun ikke kendte, har hjulpet hende på forskellig vis.

- Nogen er kommet forbi med en pose mad, fordi de godt vidste, at min økonomi er presset. En anden samlede penge ind og lånte sin lejlighed ud til os, så vi kunne få en uges ferie i København med lommepenge. Det har virkelig været fantastisk at opleve, siger Line.

Af andre lyspunkter peger hun også på, at hendes yngste datter i dag har mulighed for at gå til svømning med hjælp fra et klippekort, hun har fået af kommunen. Mødrehjælpen har også hjulpet hende med blandt andet julehjælp, og så har hun fundet et fællesskab gennem ‘Næstehjælperne’ på Facebook, som er en gruppe for folk, der er ramt af reformer.

Fast bolig gav ro

Line synes især, at lyset for enden af tunnelen var begyndt at vise sig efter, at der var kommet ro på boligsituationen, som havde stresset hende i mange år.

- Det har helt klart været med til at løfte mig op, at vi har fået vores dejlige lejlighed. Hver gang jeg kigger ud af mit vindue, tænker jeg, at vi er heldige, men hvis vi mister vores hjem her, mister vi simpelthen vores fundament, siger Line.

Derfor prøver Line lige nu, at undgå - eller i hvert fald udskyde - kontanthjælpsloftets værste konsekvens: At hun bliver nødt til at flytte fra lejligheden med sine to piger. Det gør hun ved at sælge de få ting, hun har, selvom hun godt ved, at det ikke er en løsning, der bliver ved med at gå.

- Det er lidt en form for brandslukning, når jeg prøver at sælge nogle af mine ting, for til sidst vil jeg jo ikke have mere at sælge ud af. Men det er ligesom den eneste løsning, jeg kan se mig ud af lige nu, siger Line.

Det er ikke fordi Line ligger inde med mange ting, som hun kan sælge, men nogle arvestykker kan måske indbringe lidt af de penge, som hun mister ved kontanthjælpsloftet.

- Jeg har for eksempel arvet et mågestel fra min farmor og det er åbenbart hipt, så det kan jeg måske få nogle tusinde kroner for, siger Line.

Hun kan ikke se, hvordan hun skal kunne skære mere i sine faste udgifter.

- Jeg har i forvejen skåret helt ind til benet med den økonomi, vi har nu. Vores madbudget er meget lavt, for vi spiser ikke kød eller andre dyre produkter, og jeg har for længst skåret udgifter til sådan noget som en tv-pakke væk. Det er også mange år siden, at jeg har haft en forsikring, siger Line.

Bekymrede døtre

Line hverken kan eller vil skærme sine piger fra kontanthjælpsloftets konsekvenser. Hun ved også godt, at hendes store pige på 15 år følger med i medierne om, hvad kontanthjælpsloftet er.

- Hun er 15 år og lever bestemt ikke i nogen osteklokke, så jeg kan ikke på nogen måde snyde hende ved at sige, at alt er ok, siger Line.

Hun forklarer, at det kan være svært at forklare, hvad det er for en situation, de kan ende med at stå i om kort tid.

- Min store pige kommer nogle gange og spørger mig om, hvad det er, der sker. Hun vil vide, hvad kontanthjælpsloftet har af konsekvenser for os. Så står jeg der og ser vild ud i øjnene og svarer, at det ved jeg ikke, siger Line og uddyber:

- Det duer jo ikke. Det er utrygt for et barn ikke at vide, hvad der skal ske med os. Hun er jo bange for, hvad der skal ske med hendes mor og hendes søster. Jeg tror virkelig, at situationen nu stresser hende helt vildt, fordi hun godt ved, at fremtiden er usikker for os, siger Line.

Vil gerne ud af kontanthjælp

I dag kæmper Line mest af alt for at holde sig ude af en depressionstilstand. Men fordi hun de seneste år har fået mere ro på sit familieliv, har hun samtidig også fået mod på komme videre fra kontanthjælpssystemet. Men heller ikke det, er lige til.

- Jeg har følt mig fastlåst på kontanthjælp. I mange år har man ikke ville udrede mig, fordi man mente, jeg skulle skånes. Men jeg vil ikke skånes længere, jeg vil gerne handle mig ud af den situation, jeg står i nu, siger Line.

Hun håber, at hendes arbejdsevne kan blive udredt, så hun for eksempel kan starte i et ressourceforløb. Til et møde før sommerferien indvilligede hendes sagsbehandler i, at det ville blive næste skridt, men indtil videre har Line ikke hørt mere om, hvad der skal ske.

- Jeg ville få så meget livskvalitet af at komme ud og arbejde. Jeg ved, at jeg kan bidrage og give andre mennesker noget ved at komme i job og mine børn ville få en mor, som oplevede noget i løbet af en dag, siger Line.

Selvom hun på mange måder er mere optimistisk omkring sin egen situation, end hun har været længe, er hun bange for, at en så svær økonomisk situation, som kontanthjælpsloftet vil medføre, vil gøre det langt sværere for hende at komme videre.

- Jeg føler virkelig, at jeg risikerer at blive slået tilbage til nul. Jeg ved ikke, hvordan vi skal klare det, og det gør mig så ked af det, siger Line

Line er et opdigtet navn. Redaktionen kender hendes identitet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.