Lindsey Vonn snuppede ny World cup-sejr
Skiløberen Lindsey Vonn slog rivalen Tina Maze ved super-G-løbet i Garmisch-Partenkirchen.
Amerikanske Lindsey Vonn vandt søndag sin tredje World Cup-sejr i år. Det skete i disciplinen Supger-G. Tina Maze fra Slovenien fører stadig den samlede World Cup.
Amerikanske Lindsey Vonn vandt søndag sin tredje World Cup-sejr i år. Det skete i disciplinen Supger-G. Tina Maze fra Slovenien fører stadig den samlede World Cup. Foto: Pier Marco Tacca/AP


Amerikaneren Lindsey Vonn vandt søndag eftermiddag en flot World Cup-sejr i super-G i tyske Garmisch-Partenkirchen.

Det var Lindsey Vonns tredje sejr i år i super-G og hendes World Cup-sejr nummer 65 i karrieren. Skiløberen blev noteret for tiden 1.16,65 minutter.

Tina Maze blev toer blot 20 hundreddele af et sekund efter Lindsey Vonn. Sloveneren fører fortsat i den samlede World Cup-stilling foran østrigeren Anna Fenninger.

Sejren bringer Lindsey Vonn op i toppen af stillingen i super-G - otte point foran Anna Fenninger inden sæsonens sidste super-G-løb.

Der er to uger tilbage af den alpine sæson. Den næste begivenhed på kvindernes skikalender er storslalom og slalom 13. marts i svenske Åre.

Derefter går turen til franske Méribel ugen efter med blandt andet super-G, storslalom og slalom på programmet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.