Når den olympiske fakkel traditionen tro tænder op for vinterlegene, bliver det den 11-årige norske prinsesse Ingrid Alexandra, der bærer faklen.
Det meddeler den administrerende direktør for de Olympiske Ungdomslege i Lillehammer i en pressemeddelelse, som blandt andet det norske SE og HØR bringer.
- Vi er meget stolte over, at kongehuset har takket ja til, at prinsesse Ingrid Alexandra vil udføre denne historiske mission, siger Tomas Holmestad på vegne af legene om prinsessens ærefulde hverv.
Den lille prinsesse er den sidste, der modtager den olympiske ild, som har været den lange vej fra det græske olympiske land til det kolde nord, inden legenes begyndelse.
Åbningsceremonien finder sted den 12. februar på Lysgårdbakkerne i Lillehammer, og derved følger prinsesse Ingrid Alexandra i sin fars royale fodspor, for præcis samme sted for 22 år siden tændte kronprins Haakon i sin tid den samme olympiske ild.
Den 42-årige skiglade actionprins sidder med i Ungdomslegenes hovedkomité og kan derfor stolt se til på første parket, når datteren tænder op for legene.
Som Norges kommende dronning er prinsesse Ingrid Alexandra allerede ved at forberede sig på sin fremtid som landets regent. Senest har hun været med forældrene til en konference i byen Bergen, og tidligere i år var den 11-årige på sit første officielle job alene, da hun døbte et nyt redningsskib "Elias".
Med sig havde hun dog sin farfar, kong Harald, som opbakning.
Når prinsesse Ingrid Alexandra ikke har royale pligter, passer hun sin skolegang på den internationale skole i landets hovedstad, Oslo, og bruger fritiden på at spille piano, skriver det norske kongehus på sin officielle hjemmeside.
/ritzau/FOKUS