Lille prins skaber modehysteri
Billeder af prins George i en blå strikvest med soldater har givet designeren bag trøjen travlhed.
Prins George tog i weekenden englænderne med storm, da julebillederne af ham blev offentliggjort.
Prins George tog i weekenden englænderne med storm, da julebillederne af ham blev offentliggjort. Foto: Photoshot/PHOTOSHOT


De officielle julebilleder af prins George blev i weekenden afsløret, og billederne af den velklædte charmør har skabt lidt af et modehysteri. Det skriver The Telegraph.

Det er den lille prins' blå strikvest med traditionelt klædte Buckingham Palace-garder, som er blevet utrolig populær, efter at billederne kom frem.

Faktisk blev vesten udsolgt for tre uger siden, men nu lover designeren bag, at den vil komme tilbage i forretningerne i det nye år på grund af den store efterspørgsel.

På eBay kunne utålmodige, modebevidste forældre søndag klikke sig ind og se flere annoncer, hvor sælgere annoncerede med brugte strikveste, der var magen til den, prinsen havde på.

Det er ikke første gang, at prins Georges påklædning får efterspørgslen på bestemte stykker tøj til at stige. The Telegraph kalder det for George-effekten.

Tidligere var det et par rødstribede overalls, som prinsen bar på Fars dag, der blev udsolgt inden for 24 timer, efter billederne af prinsen i bukserne kom frem.

Også salget af det tæppe, som prins George som nyfødt var svøbt i, da han forlod hospitalet, steg den efterfølgende uge med 600 procent.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.