Ligestilling i Formel 1: Kone bliver testkører for fjenden
Formel 1-teamet Williams forfremmer Susie Wolff til officiel testkører fra næste sæson.
31-årig Susie Wolff skal være officiel testkører for Williams-teamet næste sæson.
31-årig Susie Wolff skal være officiel testkører for Williams-teamet næste sæson. Foto: SOMMER JAN/free


Susie Wolff skal være officiel testkører for Formel 1-teamet Williams i næste sæson.

Den 31-årige kvinde har været en del af holdets udviklingsteam i de foregående tre år, men bliver nu officiel testkører og skal deltage i to grandprix-træninger i 2015.

Det meddeler teamet fredag.

Susie Wolff deltog i to frie træninger i denne sæson, og blev således den første kvinde i 22 år, som deltog i en grandprix-weekend.

- Dette er endnu et skridt i den rigtige retning for mig, siger Susie Wolff, der skal arbejde sammen med Felipe Massa og Valtteri Bottas i Williams-bilerne.

De to Formel 1-kørere sikrede bilen en tredjeplads i konstruktørernes VM i den forgangne sæson, hvilket var det bedste resultat for Williams siden 2003.

Foruden sit job hos Williams er skotske Susie Wolff allerede tæt forbundet til Formel 1. Hun er nemlig gift med Toto Wolff, som er chef for Mercedes Motorsport, der vandt VM-serien med Lewis Hamilton.

Brasilianeren Felipe Nasr var reserve- og testkører for Williams i den forgange sæson. Han har forladt holdet for at fortsætte karrieren hos Sauber, og Williams har endnu ikke offentliggjort, hvem der bliver holdets nye reserve.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.