Kommunernes Landsforening (KL) har fyret en af de seks topdirektører, Arne Eggert, med øjeblikkelig virkning.
44-årige Arne Eggert er blevet opsagt, fordi han efter KL-ledelsens vurdering 'har haft en adfærd, som ikke er forenelig med en stilling som direktør i KL.'
- Det her er en situation, som vi rigtig gerne ville have været foruden i KL. Vi har haft nogle grundige drøftelser med vores medarbejderrepræsentanter og er på den baggrund nået frem til, at den adfærd, der er blevet udvist, ikke er forenelig med det direktøransvar, der ligger i KL, udtaler KL’s administrerende direktør Kristian Wendelboe til KL's hjemmeside.
Arne Eggerts adfærd har ikke ført til politianmeldelse ud fra en vurdering af, at han ikke har begået noget strafbart, oplyser KL til Avisen.dk. Kommunernes Landsforening afviser at oplyse yderligere om baggrunden for direktørens pludselige afsked.
Arne Eggert har været direktør i KL siden 2016 med ansvar for børn/dagtilbud, folkeskole, uddannelsespolitik, digitalisering og velfærdsteknologi. Han kom fra en stilling som afdelingschef i det daværende Børne- og Undervisningsministeriet.
Det var med store forventninger, at Arne Eggert satte sig i direktørstolen.
- Jeg brænder for børne- og uddannelsesområdet og ser stillingen i KL som en rigtig god mulighed for at medvirke til at skabe endnu bedre rammer for børn, skoler og uddannelse. Og jeg glæder mig meget til at komme tættere på den kommunale virkelighed og hverdag, som jo er dér, hvor beslutningerne reelt føres ud i livet, erklærede Arne Eggert på Facebook i 2016.