Der er ny luft på vej til møbelkæden Biva, der for knap en måned siden gik konkurs.
Kæden er netop blevet købt af firmaet XL Møbler, der også lever af at sælge møbler til danskerne.
Det oplyser XL Møbler i en pressemeddelelse.
- Vi er meget tilfredse med overtagelsen af Biva, da både Biva’s varesortiment og kundesegment ligger sig tæt op af XL Møblers, skriver XL Møbler i pressemeddelelsen.
- BIVA er et kendt navn, som mange danskere kan nikke genkendende til. Møbelkæden har nemlig leveret møbler til de danske hjem siden 1982 .Derfor håber vi hos XL Møbler på, at overtagelsen af Biva.dk vil være med til at øge vores kendskabs grad i hele Danmark, til vores ellers eget unikke koncept, lyder det videre i meddelelsen.
Lukker butik
Opkøbet af Biva betyder dog også, at Biva's store butik i Brøndby skal dreje nøglen om.
De nye ejere vil i stedet satse stærkere på digitalt salg.
XL Møbler oplyser også, at de vil forsøge at skaffe pengene tilbage til de kunder, der er blevet ramt af Bivas konkurs.
Tidligere ansatte
Det er endnu uklart, hvad opkøbet af Biva kommer til at betyde for de ansatte, der mistede deres job som følge af Bivas Konkurs.
- Vi er i dialog med nogle af de tidligere Biva ansatte og prøver ligeledes, at redde så mange arbejdspladser så muligt, i forhold til hvad der giver mening for vores forretning, oplyser Claes Kronholm, salgschef i XL Møbler.