Ligdele af rocker blev transporteret i blå Ikea-poser
Politiet beder om hjælp til opklaringen efter drabet på en 25-årig mand på Vestegnen. 20 tip tirsdag og onsdag
Politiet forsøger at opklare drabet på en 25-årig mand fra rockermiljøet (arkivfoto).
Politiet forsøger at opklare drabet på en 25-årig mand fra rockermiljøet (arkivfoto). Foto: Kristian Kirk Mailand/maimento/Colourbox


Liget af en dræbt rocker blev transporteret i store blå bæreposer fra Ikea, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Politiet vil gerne have hjælp til opklaringen, lyder en appel onsdag.

For eksempel vil man gerne høre om det, hvis man har set nogen bære på blå Ikea-poser ved Hedeparken i Ballerup eller ved Orchidevej i Albertslund siden 29. august.

For eksempel er det interessant, hvis nogen har båret tunge poser på en mistænkelig måde eller på usædvanlige tidspunkter, lyder det.

Liget af den 25-årige mand blev fundet tirsdag i Vestskoven i Albertslund. Det lå placeret i flere af de karakteristiske blå poser.

Politiet tror, at han forinden var blevet taget til fange. I den forbindelse blev han angiveligt udsat for mishandling i en lejlighed i Hedeparken i Ballerup.

Onsdag oplyser politiet i øvrigt, at man har modtaget godt 20 henvendelser fra offentligheden i sagen. Ingen har dog ført til en nyt gennembrud.

Offeret har tilknytning til rockergruppen Satudarah. Angiveligt blev liget parteret.

I et lukket retsmøde i Retten i Glostrup er to mænd blevet varetægtsfængslet i forbindelse med sagen.

Det er dog ikke kendt, hvad de præcist beskyldes for at have gjort. Årsagen er, at retsmødet blev holdt bag såkaldt dobbeltlukkede døre.

Oprindeligt drejede politiets efterforskning sig om bortførelse og mishandling i lejligheden i Ballerup.

Tilsyneladende var to ofre blevet tilbageholdt mod deres vilje. Den ene kom fri og henvendte sig til en skadestue, men den anden, den 25-årige, var væk.

Tirsdag blev liget af sidstnævnte så fundet i skoven ved Orchidevej i Albertslund.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.