Liget af en person blev torsdag fundet i en bil, der var sunket til bunds i havnen i Randers.
Østjyllands Politi har en begrundet mistanke om, at der er tale om en kvinde, der har været forsvundet siden august sidste år, da køretøjet i havnen tilhørte kvinden.
Bilen blev opdaget torsdag eftermiddag med ekkolod under en undersøgelse af bundforholdene i havnen. Herefter blev Falck og dykkere tilkaldt for at få bilen bjærget.
- I køretøjet finder man en afdød person, som vi ikke har identificeret endnu. Men vi har en begrundet mistanke om, at det er den eftersøgte, siger vagtchef Jes Frederiksen fra Østjyllands Politi.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke nogen grund til at tro, at der skulle være sket en forbrydelse. En obduktion af liget skal slå fast, hvad kvinden er død af.
/ritzau/