Lig blev fundet i have i Hasselager - nu er kvinde dømt
En 48-årig kvinde kontaktede selv politiet, efter hun i december sidste år havde stukket en bekendt ihjel.
- Det var jo ikke meningen, at han skulle dø, vel, sagde en 47-årig kvinde, da hun i et retsmøde 10. december 2015 blev fremstillet i grundlovsforhør for drabet på en bekendt. Torsdag blev kvinden dømt for forbrydelsen af et nævningeting ved Retten i Aarhus.
- Det var jo ikke meningen, at han skulle dø, vel, sagde en 47-årig kvinde, da hun i et retsmøde 10. december 2015 blev fremstillet i grundlovsforhør for drabet på en bekendt. Torsdag blev kvinden dømt for forbrydelsen af et nævningeting ved Retten i Aarhus. Foto: Per Johansen, Pressefoto, Domstolsstyrelsen/Free


Retten i Aarhus har torsdag idømt en 48-årig kvinde anbringelse på en psykiatrisk afdeling for i december sidste år at have dolket en jævnaldrende mand til døde.

Under sagen har den tiltalte nægtet sig skyldig i manddrab, men alle medlemmer af et nævningeting føler sig overbeviste om, at kvinden er skyldig.

Den dømte er imidlertid ikke så rask, at hun kan afsone en almindelig fængselsstraf, hvorfor hun placeres på en psykiatrisk afdeling.

Der blev ikke fastsat nogen begrænsning på, hvor længe indlæggelsen skal vare.

Ifølge anklagen blev drabet begået på en adresse i Hasselager i løbet af aftenen 9. december 2015 eller først på natten til 10. december.

Det var kvinden selv, der slog alarm umiddelbart efter klokken 01.30. Da politiet mødte op på den angivne adresse, fandt betjente liget af den 48-årige mand i haven.

Både hans krop, hoved og hals var slemt tilredt efter adskillige knivstik.

Da natten blev til dag, blev kvinden stillet for en dommer og præsenteret for en sigtelse for manddrab. I retsmødet erkendte hun at have stukket, men hensigten om at dræbe ville hun ikke stå ved.

- Det var jo ikke meningen, at han skulle dø, vel, lød det fra kvinden.

Dengang oplyste politiet, at den dræbte var en af kvindens bekendte.

Den dømte har valgt at bruge 14 dage på at overveje, om hun vil anke dommen til landsretten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.