Lidegaard tror på våbenhvile i Syrien indenfor måneder
Han har dog ingen forventning om, at Islamisk Stat skal sidde med ved forhandlingsbordet.


En våbenhvile mellem præsident Bashar al-Assads regime i Syrien og de moderate oprørsgrupper i det krigshærgede land kan være en realitet i løbet af måneder.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Martin Lidegaard (R) i et interview med Politiken fredag. Han har dog ingen forventning om, at den militante bevægelse Islamisk Stat skal sidde med ved forhandlingsbordet.

- Jeg tror, at en våbenhvile kan komme i stand i løbet af måneder. Hvis det lykkes at få hul på bylden, hvis det lykkes at få lavet en fastfrysning omkring Aleppo (den næststørste by i Syrien, red.), kunne det derfra gå forholdsvis stærkt.

- Men der er lang vej fra, at man har lavet en våbenhvile, til at den slår igennem på alle slagmarker, og Isil (et andet navn for Islamisk Stat, red.) får du ingen våbenhvile med.

- Det vil sige, at selv om du får en fastfrysning mellem regimet og oppositionen, har du stadig hele Isil at gøre med, og der taler vi ikke måneder, siger Martin Lidegaard.

Ministeren har fra Venstre fået hård kritik for, at han støtter en forhandling, hvor Assads regime indgår, da præsidenten står i spidsen for et styre, der ifølge en lang række rapporter har torteret og dræbt i tusindvis af mennesker under borgerkrigen.

Fængslede er blevet sultet ihjel, og Assad har fået skylden for giftgasangreb mod sin egen befolkning med flere end tusind ofre.

- Han er en rædsel af en krigsforbryder, siger Lidegaard:

- Jeg kan ikke se andet, end at vi må give fuld opbakning til FN om at få stoppet det. Og det indebærer, at man må tale med regimet i Damaskus, for det er dem, som har hæren på jorden, siger han til avisen.

- Men det er noget andet end at sige, at Assad skal have en fremtid i Syrien. Der er ingen fremtid for Assad i Syrien, men når man skal forhandle en våbenhvile, er man nødt til at forhandle med alle de parter, der er i krigen, siger ministeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.