Lidegaard om klimaaftale: En historisk dag
Klimaaftalen mellem Kina og USA øger muligheden for en aftale i Paris i 2015, mener Danmarks udenrigsminister.
Udenrigsminister Martin Lidegaard kalder Kina og USAs klimaaftale for historisk. Arkivfofo.
Udenrigsminister Martin Lidegaard kalder Kina og USAs klimaaftale for historisk. Arkivfofo. Foto: Efrem Lukatsky/AP


Kina har for første gang bundet sig til at begrænse sit CO2-udslip i 2030. Det historiske skridt ansporer USA til at lægge låg på sine drivhusgasser, så der i 2015 i Paris kan indgås en international klimaaftale, som skal afløse Kyoto-protokollen.

Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til Ritzau fra sit officielle besøg i Ukraine og Georgien, hvor han er nået til den georgiske hovedstad, Tbilisi.

- For os, der har fulgt klimadagsordenen i flere årtier, må man sige, at det er en historisk dag. Vi har aldrig før oplevet Kina binde sig til noget som helst, der handler om absolutte tal og emissioner, siger Martin Lidegaard.

- Man må også sige, at USA med denne melding begynder at bevæge sig lineært mod 80 procent reduktion i 2050. Det giver håb om en aftale i 2015 i Paris. Det er jo i allersidste øjeblik, hvis vi skal nå at holde den globale opvarmning under to grader.

Kina vil prøve at nå målet før 2030, mens USA inden 2025 vil beskære en fjerdedel af sin udledning. Målene er fremlagt onsdag i Beijing, hvor USA's præsident, Barack Obama, mødte Kinas præsident, Xi Jinping. Aftalen kom efter ni måneders hemmelige forhandlinger.

- Det er historisk med de to største udledere i verden. Man kan ikke lave en aftale med mening uden USA og Kina. Nu begynder jeg at tro på en aftale næste år i Paris, siger Martin Lidegaard.

Han håber, at USA og Kina når målene langt før på grund af global opvarmning.

- Men når det er sagt, må man sige, at når det gælder ambitionsniveauet - og det gælder alle de store udledere - så skulle Kina gerne toppe før, og USA gerne lægge sig lidt mere foran. Vi så også gerne, at EU var mere ambitiøs, siger Martin Lidegaard.

Udenrigsministeren ser det som et "vigtigt geopolitisk signal", at verdens to rivaliserende stormagter indgår en klimaaftale.

- Det kan få stor betydning ikke kun for klimaet, men også for verdensøkonomien. Så det giver spændende perspektiver, siger udenrigsminister Martin Lidegaard fra Tbilisi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.