Lidegaard: 200.000 er flygtet fra IS
Folketinget førstebehandler onsdag forslaget om at sende danske kampfly til Mellemøsten for at kæmpe mod IS.
- Det er afgørende, at vi viser vores solidaritet med lande, der er hårdt presset af IS, siger udenrigsminister Martin Lidegaard.
- Det er afgørende, at vi viser vores solidaritet med lande, der er hårdt presset af IS, siger udenrigsminister Martin Lidegaard. Foto: LINDA JOHANSEN/POLFOTO


200.000 mennesker, især kurdiske flygtninge, er siden 19. september flygtet fra den islamistiske voldelige gruppe, Islamisk Stat, (IS).

Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) ved onsdagens førstebehandling af hans beslutningsforslag B123 om at sende syv danske F-16-fly til Mellemøsten for at bekæmpe IS. Dertil kommer militære rådgivere, som skal træne den irakiske hær og kurdiske soldater.

Danmark sender desuden 10 millioner kroner til Libanon for at støtte de libanesiske myndigheders indsats for at stoppe IS.

Ifølge udenrigsministeren gennemfører Danmark en Somalia-konference i København og hjælper EU-Kommissionen med at stoppe de hellige krigere, som søger til IS i Syrien og Irak fra Nordafrika og afrikanske lande som Mali.

Martin Lidegaard mener, at Danmark her tager lederskab i den internationale koalition med godt 50 lande, som bekæmper IS militært, diplomatisk og økonomisk.

- Det er afgørende, at vi viser vores solidaritet med lande, der er hårdt presset af IS. Vi glæder os over, at det er en bred koalition af lande. Det er glædeligt, at der er cirka 50 lande i koalitionen, hvoraf 10 lande kommer fra regionen, siger Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen.

Han understreger, at det er en "vanskelig beslutning" at udsende danske mænd og kvinder på en farlig mission i Irak.

- Der er en lige linje fra, at vi gør noget internationalt til, at vi er i stand til at beskytte vore samfund og leve i fred og frihed, siger han.

Venstre vil i Folketingets forsvarsudvalg vurdere, hvordan samfundet skal behandle danske, hellige krigere, som i Irak måtte komme i kamp med udsendte danske soldater.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.