Det er et spørgsmål om tid, før Muammer Gaddafi kan pågribes. Nu ved Libyens midlertidige regering, overgangsrådet (NTC), hvor han er.
"Vi har bekræftede underretninger om, at Gaddfi er i den sydlige libyske ørken. Han opholder sig ikke kun et sted. Han bevæger sig rundt i en lille konvoj, som består af hans tætteste hjælpere og bodyguards," siger Abdul Hafiz Ghoga, NTC's næstformand til Al Jazeera.
Abdul Hafiz Ghoga siger, at Gaddafi er blevet sporet ved hjælp af satelitter.
"Så snart befrielsen af Sirte er opnået, vil vores styrker opspore Gaddafi selv," siger han.
I Gaddafis hjemby Sirte kæmper oprørsstyrkerne stadig mod Gaddafi-loyale snigskytter, som nu er omringet fra alle sider i en lille del af byen.
De såkaldte "die hard-loyalister" nægter at opgive kampen og svarer på NTC-styrkernes angreb med håndvåben og raketdrevne granater.
Al Jazeeras frontlinje-reporter Tony Birtley siger, at det er et spørgsmål om meget kort tid, før Sirte er i oprørsstyrkenes hænder.
Kilde: Al Jazeera